Ambassadebesøg: Præsidentvalg og Slovakiet i EU

19. februar 2019

Krise har været altoverskyggende i slovakisk politik. I 2018 gik befolkningen på gaden til protester, som slovakiske medier har kaldt de største siden 1989. Den 27-årige journalist, Ján Kuciak, blev fundet myrdet efter publiceringen af en artikel, som satte Slovakiets politiske top i forbindelse med den italienske mafia. Befolkningen krævede Smer-SDs premierminister Robert Ficos aftrædelse. Fico trak sig på opfordring af den nuværende præsident Andrej Kiska, der ved sidste præsidentvalg fik omkring 60 procent af stemmerne som uafhængig kandidat. Kiska genopstiller dog ikke til marts. Han fortæller, at Slovakiet har brug for en præsident, som ikke er involveret i politisk konflikt.

Smer-SD, der markerer sig selv som det mest populære parti i landets historie, ønsker dermed at opstille deres egen kandidat. Problemet er dog, at de ikke har kunnet finde en kandidat som ønsker titlen eller har store chancer for at vinde grundet tidens politiske krise. Vi venter derfor stadig på den socialdemokratiske kandidat, og et valg som kan have stor betydning for fremtidens stabilitet. Kom med på den slovakiske ambassade og hør nærmere når den slovakiske ambassadør Miroslav Wlachovsky fører os gennem det slovakiske præsidentvalg, og hvilken situation landet befinder sig i på nuværende tidspunkt.

Arrangementet kræver tilmelding via nemtilmeld: https://nyteuropa.nemtilmeld.dk/56/

Arrangementet er gratis og støttet af Europanævnet