Egmont Højskolens elever satte handicappolitikken på dagsordenen

3. oktober 2018

Skrevet af Kasper Tanderup 

Årets første efterårsaften bød på EU-debat i Hou, hvor Egmont Højskolen åbnede dørene for den første af efterårets 10 tematiske debatter. Aftenens debat gik på EU og beskæftigelse. Her stod Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen klar til at debattere disse emner med et fokus på væksten og velstanden, som den frie bevægelighed har bragt det danske samfund. Derudover bestod panelet af den altid veloplagte Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer samt 3F’s sekretariatsleder for Bruxelleskontoret Simon Redder Momsen. Samtalen handlede i særdeleshed om balancen mellem arbejdskraftens frie bevægelighed og lønmodtagerens rettigheder, samt hvilken rolle handicappolitikken har i  europæisk sammenhæng.

Debatten startede med et oplæg fra Troels Lund Poulsen, som udtrykte sin tilfredshed ved at kunne løsrive sig fra den ofte førte ’ja/nej’ debat hvad angår EU, hvor aftenen på Egmont Højskolen handlede om måden hvorpå vi forholder os til EU. Beskæftigelsesministeren forklarede EU’s politiske betydning i forhold til sit tidligere ministerium, nemlig miljøministeriet, hvor 80% af den danske miljølovgivning bliver besluttet på baggrund af EU-direktiver. Dette gør sig dog ikke gældende på beskæftigelsesområdet, men EU har stadig utrolig stor betydning for politikken, fortalte ministeren.

Den frie bevægelighed har givet os danskere mange goder

Troels Lund Poulsen berettede om nødvendigheden af at sikre en fair konkurrence i både Danmark og EU-landene imellem. Det er vigtigt, at vi sikrer en ensartethed i EU, hvor alle lande lever op til de respektive direktiver. I denne forbindelse tilføjede Troels Lund Poulsen, at den frie bevægelighed er en mønt med to sider og med andre ord en balancegang mellem konkurrencedygtighed og arbejdsmarkedsrettigheder.

 Vi ikke skal lave overimplementeringer, da det kan hæmme konkurrencen med de øvrige EU-lande

Ovenstående udtrykte ministeren, hvor til Simon Redder Momsen tilføjede, at vi ikke kun bør tale om fri bevægelighed men også om fair bevægelighed. Herefter berettede Simon, at lønmodtagerens vilkår skal sættes på kortet. Han udtrykte et klart ønske til regeringen:

I bør gå længere for lønmodtagerens rettigheder

Egmont Højskolen danner ramme for stor diversitet, hvor flere af skolens elever lever med funktionsnedsættelser eller større handicap. Eleverne var derfor meget interesseret i, hvordan EU fremmer muligheden for beskæftigelse for funktionsnedsatte, og spurgte dermed om paneldeltagerne kunne sætte ord på nogle konkrete eksempler, da EU-politikken på beskæftigelsesområdet til tider kan virke uoverskuelig. Thorkild Olesen fortalte, at man normalt ikke ville antage, at Danske Handicaporganisationer har interesse i EU. Hertil berettede Thorkild dog, at EU’s tilgængelighedsdirektiv gør det nemmere for folk med handicap at arbejde i EU. Direktivet indebærer også praktiske foranstaltninger så som adgang til bygninger i forhold til ramper osv. Til Thorkilds store ærgrelse arbejder den danske regering på nuværende tidspunkt imod en større fælles europæisk løsning på netop dette område. Et udgangspunkt han håber, at Troels Lund Poulsen og regeringen vil genoverveje.

De tre paneldeltagere gjorde det alle klart, at vi bør tale EU op og ikke ned. Troels Lund Poulsen nævnte, at EU fortjener mere opmærksomhed omkring alle de positive tiltag, hvortil Thorkild fortalte en anekdote fra Kastrup Lufthavn:

En lufthavnsassistent spørger mig om det der EU overhovedet batter noget. Ja det gør! Det er faktisk et EU-direktiv der siger, at sådan een som jeg skal følges hen til flyet. Så det er rent faktisk EU, der har sikret dig dit arbejde

På trods af enigheden om at tale EU op, var Simon Redder Momsen dog ikke enig med ministerens holdning til overimplementeringen. Han mente derimod, at der er vigtigt vi tager skridtet videre, idet EU sætter en minimumsstandard. Danmark bør derfor være et foregangsland, især når det kommer til arbejdsmarkedsrettigheder, hvor det er vigtigt, at vi gennem EU lukker de huller der gør at f.eks. Østeuropæere kan arbejde til en lavere løn.

Beskæftigelse berører samtlige borgere ikke kun i Danmark men også i Europa, hvor ministeren, Thorkild Olesen og Simon Redder Momsen alle gjorde deres for at italesætte de positive og negative sider ved arbejdskraftens frie bevægelighed om end det omhandlede social dumping, handicappolitikken eller goderne ved det indre marked.

Vi siger tak til Egmont Højskolen, de tre paneldeltagere samt de mange fremmødte for en spændende og inkluderende aften i Europas tegn.