Europas Fremtid – Flygtninge & Migrationssituationen

26. november 2018
Mandag d. 26. november 19.00-21.00
Fremtidens Europa tilhører os alle og sammen kan vi være med til at påvirke den på bedst mulig vis. Udfordringer og muligheder er der mange af, men til denne debat vil vi tage særligt udgangspunkt i flygtninge- og migrationssituationen, som vi håber du vil være med til at debattere!
 
På Silkeborgs Højskole skal vi sammen med fire prominente eksperter gøre status for flygtninge- og migrationssituationen, der især siden 2015 har haft voldsom indflydelse på EU og samarbejdet mellem medlemslandene. Hvordan skal de medfølgende udfordringer håndteres? Kan vi lære af de sidste år til fremtidig håndtering? Og er det fortsat store fokus på situationen overhovedet stadig relevant?
Andreas Steenberg fra Radikale Venstre har som udlændingeordfører stærke holdninger til, hvordan situationen skal håndteres og ikke mindst hvordan Danmark kan bidrage til et stærkt EU samarbejde. 
Karina Due fra Dansk Folkeparti kæmper ligeledes for politiske løsninger, med fokus på en mere stram kurs overfor tilstrømningen af folk, samt en mere kritisk tilgang til EU’s rolle i håndteringen.
Klaus Nørskov har som chef for kommunikation og fortalerarbejdet i Røde Kors stor viden om flygtninges vej og ruter mod Europa, udfordringerne med det europæiske asylsystem og ikke mindst asylarbejdet Danmark, som Røde Kors blandt andre håndterer. 
Steen Gade er som formand for Nyt Europa fortaler for stærke EU samarbejder om emnet og mener at flere investeringer i Afrika vil være afgørende for at mindste omfanget af fremtidige flygtninge- og migrationskriser.
Så kom og sæt dit præg på dagsordenen, som optakt til kommende Europa Parlamentsvalg i maj 2019. Sammen skal vi diskutere hvad vi som borgerne mener der kan være af delløsninger på de udfordringer vi ser og hvad vi ønsker at politikerne skal tage med sig i deres arbejde for Fremtidens Europa.
 
Arrangementet afholdes i samarbejde mellem Folkehøjskolernes Forening, Nyt Europa, Røde Kors og Silkeborg Højskole og er en del af en arrangementsrække hvor de danske Højskoler i fællesskab sætter Europa i fokus.
 
Arrangementet er gratis og er støttet af Europanævnet