EU’s sociale søjle bliver to år: Bliver von der Leyens initiativer til virkelighed?

17. november 2019

Af Steen Gade og Søren Keldorff, Nyt Europa

Et mere socialt EU rykkede frem på den politiske dagsorden med proklameringen af den Sociale Søjle den 17. november for to år siden. Mange har opfattet den sociale søjle som ret luftig. Men der er sket fremskridt og intentionen er rigtig. Kommissionsformand Ursula von Leyen har varslet nye gode initiativer, som bør bruges til en stærk platform for både politiske og kræfter i civilsamfundet, der vil tage det lange seje træk for et mere socialt Europa.

Efter finanskrisen blev den økonomiske sparepolitik sat i højsædet. Det var medvirkende til at skabe stigende arbejdsløshed og social ulighed internt i landene, især i Sydeuropa og mellem de Nordeuropæiske lande og de Sydeuropæiske lande.

I mange lande giver den fri bevægelighed med mobilitet over landegrænserne mod de vestlige arbejdsmarkeder helt nødvendige og vigtige diskussioner om social dumping med legal eller illegal løn konkurrence.

I den vestlige del af unionen er der på arbejdsmarkedet en stigende anvendelse af løsere ansættelsesvilkår, og samtidig ofte en svækkelse af fagbevægelsen, hvilket har skabt usikkerhed og utryghed på arbejdsmarkederne.

Juncker-kommissionen så denne udfordring, og har i de seneste år italesat de sociale udfordringer. Derfor fik vi initiativet til en social søjle i EU-samarbejdet, og derfor vedtagelsen den 17. november for to år siden.

Søjlen handler om skabe bedre sociale forhold, men også mere fair konkurrenceforhold for EU´s borgere og virksomheder.  Det meste skal gennemføres af medlemsstaterne, hvor der lægges om til en dialog for at nå målene, men også til ny og ændret fælles europæisk lovgivning.

Den nu afgående kommission har fulgt den sociale søjle op med en række mere konkrete tiltag. Det drejer sig om nye udstationeringsregler, work-life balance (forældreorlov), gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår, oprettelsen af en fælles europæisk arbejdsmarkedsmyndighed mv., hvor af flere er blevet gennemført.

Der er kommet betydelige forbedringer med bedre vilkår for de udstationerede lønmodtagere og mere ligestilling mellem de udstationerede og lokale arbejdere. Vi mangler fortsat at få taklet forholdene på transportområdet, og det er et problem at ligestillingen kun gælder nationale overenskomster, hvorimod direktivet ikke omfatter lokale aftaler om løn- og arbejdsvilkår.

Work-life balance- direktivet om bl.a. minimumsregler for forældreorlov med stærke incitamenter til at mænd tager orlov er heldigvis blevet vedaget i januar 2019 trods en noget uforståelig modstand fra dansk side.

Mere gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår med forbedrede minimumsregler for ansættelseskontrakter, bl.a. for de mange flere der i dag har korttids- og atypiske ansættelser blev vedtaget i juni 2019.

Den Fælles Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed åbnede i oktober måned med det første bestyrelsesmøde – med støtte fra både arbejdsgiver og fagforeningsside i Danmark. Det er en begyndelse. I løbet af næste år vil personale blive ansat og komme i gang med opgaverne. Det drejer sig både om at lette fri bevægelighed over grænser, men også om at bekæmpe illegal virksomhed, snyd og omgåelse og at skabe mere fair og lige vilkår.

Det er også et fremskridt, at den sociale søjle nu indgår i det såkaldte europæiske semester, hvor EU-landene drøfter økonomisk politik. Kommissionen giver også anbefalinger om den økonomiske politik, og det skal den også gøre på det arbejdsmarkedspolitiske område. Dermed har arbejdsmarkedspolitikken formelt fået en højere status, men det er hidtil desværre nok kun formelt.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen har i forbindelse med sit valg præsenteret sine politiske mærkesager, som peger i den rigtige retning. Von der Leyen ønsker, at Europa skal sætte barren højere, når det drejer sig om social retfærdighed og velstand- og siger at det er Unionens grundlæggende løfte. EUs mål om en klimaneutral og sund planet skal bygge på en stærk og modstandsdygtig social markedsøkonomi. Hun vil fremlægge en handlingsplan, som fuldt ud skal gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder. Hun vil omlægge det europæiske semester til et instrument, som integrerer FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.

Von der Leyen vil støtte dem, der er i arbejde, i at kunne sikre sig anstændige levevilkår og dem, der står uden job, i at finde et. et. Målet er også, at støtte børn og unge i at få den uddannelse og de muligheder, de behøver for at kunne trives.

Inden for de første 100 dage vil hun komme med et forslag som sikrer, at enhver lønmodtager i Unionen har en rimelig mindsteløn. Mindstelønnen bør fastsættes i henhold til nationale traditioner, gennem kollektive overenskomster eller retlige bestemmelser. Von der Leyen understreger, at hun fuldt og fast tror på værdien af den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter, som har det bedste kendskab til deres sektor og region. Det bliver spændende at se den konkrete udformning af mindstelønsforslaget, for der er stærkt brug for en forhøjelse af lønningerne for lavt lønnede arbejdere i hele Europa.

Det er godt med Kommissionens mange tiltag på social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det er godt, at de også – om end ikke perfekt- bliver til virkelighed i aftaler mellem Rådet og Parlamentet. Nogle vil sige at Ursula von der Leyens program er luftigt, men det er tegn på at nogle i Europa fra centrum- venstre og centrum-højre tager social- arbejdsmarkedspolitik mere alvorligt. Den danske debat har imidlertid i for høj grad været defensiv og præget – selvom von der Leyen mange gange nævner, at der skal være større respekt og brug af kollektive aftale – af fremhævelsen af den danske models gode sider og frygten for at den danske arbejdsmarkedsmodel bliver skadet.

Den danske model har helt klart sine stærke fordele, men har også sine svagheder både i dansk og europæisk sammenhæng. Der er desværre uden for Skandinavien svagere fagforeninger, som har brug for en hjælpende hånd for at sikre fair forhold for både lokale såvel som udenlandske lønmodtagere. Og på en del af det danske arbejdsmarked, hvor den faglige organisering er svag ser vi hele tiden eksempler på underbetaling. Noget der jo ikke er ulovligt i Danmark! Og som danske arbejdsgiver foreninger og fagforeninger fortsat har vanskeligheder ved at takle – og derfor kunne have brug for mere hjælp fra lovgivningsmagten. De er begyndt på det, f.eks. på chaufførområdet. Arbejdsmarkedets parter har nemlig indgået en aftale om at få en bestemmelse ind i udstationeringsloven, der sikrer, at udenlandske vognmænd, der kører cabotage og kombinerede transporter i Danmark, skal følge niveauet i de kollektive overenskomster, der er indgået af de på området mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. For øvrigt noget der var på vej i den forrige regering, og som også nu er vedtaget i Europa parlamentet. Så det kommer heldigvis, og parterne ser det som noget de ønsker, og som noget der ikke anfægter den danske model.

Der er altså allerede besluttet en række helt konkret gode tiltag og varslet mange gode intentioner. Det er også godt at det sociale område, klimaområdet og FNs bæredygtigheds mål kommer til at indgå sammen med den traditionelle økonomi i det europæiske semester. Det giver imidlertid ikke gennembrud for et mere socialt og klimavenligt Europa alene. Der skal ske en grundlæggende omlægning af den økonomiske politik i de enkelte lande og på EU-plan før vi for alvor kan få et mere socialt Europa.

På længere sigt er det selve modellen for den europæiske sociale markedsøkonomi, der skal fornys. For centrum-venstre bør det indebære en ekspansiv finans- og pengepolitik med omfattende investeringer i klima og miljø, cirkulær økonomi med grøn vækst, effektiv styring af finansmarkederne, et indre marked og handelsaftaler med høje miljø og sociale standarder, en fair beskatning af personer og virksomheder. Og så kræver det en arbejdsmarkeds- og social politik, der skaber bedre muligheder for lønmodtagerne og mere social lighed.

Det er rigtigt at kritisere øget ulighed og ville bekæmpe social dumpning, men der skal mere til. Ursula von Leyens ord er gode, men der er mange kræfter, der trækker i anden retning. Efter min opfattelse burde de partier, der opfatter sig som sociale sammen med fagbevægelsen gå offensivt ud og benytte den sociale søjle til en afgørende indsats for et mere socialt Europa.