Hvad flytter mest – en ambitiøs klimapolitik for 5,5 mio. danskere eller for 505 mio. europæere?

2. juni 2017

Af: Connie Hedegaard, EU’s Kommissær for Klima 2010-2014

“Jeg repræsenterer flere mennesker end du gør!” kom det vredt fra min modpart på den anden side af bordet. Whauwww, kineserne måtte vist føle sig presset, siden vi var kommet til dén slags argumenter. Jeg nåede lige at tænke, at det da var godt, at jeg i denne forhandling som kommissær repræsenterede EU’s 505 millioner borgere og ikke alene Danmarks 5,5 mio. danskere.

I international politik betyder størrelse noget.

Når europæerne vil præge verden, giver det øget styrke, når vi kan optræde samlet. Diplomaterne kalder det, at “Europa taler med én stemme”. Det betyder ikke, at der kun er én, der må sige noget, men at budskabet fra forskellige europæeres stemmer er det samme, fordi strategien og hovedprioriteringerne er lagt i fællesskab. Der er utallige eksempler på, at ikke bare de små men også de største EU-landes indflydelse vokser, når vi fremmer vores europæiske interesser i fællesskab.

Et af de allerbedste eksempler er klima-området.

Havde det ikke været for EU… ville der ikke være kommet en global klimaaftale. Det vil man i sagens natur aldrig kunne bevise, men det er en kendsgerning, at i de alt for mange år, hvor skiftende amerikanske præsidenter og administrationer på ingen måde var aktive på klimafronten, og hvor Kina derfor bekvemt kunne gemme sig bare amerikanernes manglende vilje til at handle, ja der var det Europa, der holdt klima-toget kørende.

Det var også EU, der som den første region i verden i 2007 satte ambitiøse 2020 mål for CO2 reduktion, vedvarende energi og energieffektivisering, og som gik i front, når det gælder udvikling af vindenergi, solenergi, smartere bygninger, smartere energinet, standarder for hvor meget biler må forurene, krav til landbrugets udledninger… 20 pct. af hele EU’s budget skal dokumenterbart gå til at understøtte omstillingen til lavemissionssamfund. På forskningsområdet er det 35 % af midlerne… Midt i den økonomiske krise enedes Europas stats- og regeringschefer i oktober 2014 om næste sæt mål, målene for 2030, hvorved EU – i god tid før Paris-konferencen – sendte et signal til resten af verden om, at ikke nok med at EU ville overopfylde sine 2020 mål. Europa var også villig til at tage de næste skridt. Den slags lederskab har givet EU og medlemslandene ganske meget soft power. Og det har givet virksomhederne i Europa et forspring, når det gælder at udvikle nye grønne teknologier. Et forspring der har kunnet omsættes i eksport og dermed vækst og arbejdspladser. Samtidig har det indlysende været i EU-landenes egen interesse at arbejde sammen om at mindske afhængigheden af importeret energi. I kriseårene brugte EU og medlemslandene i runde tal netto 400 mia. € – eller 3000 mia. danske kroner – hvert år på at betale for importeret kul, olie og gas. Ca. 1/3 af dette svimlende beløb gik til Putins Rusland.

Trods den indlysende egeninteresse har det ofte krævet kamp. Kulnationen Polen bliver ikke fornærmet, hvis man siger, at de ikke er særlig optaget af klimaet – og andre lande har gemt sig bag Polens ryg. Alligevel er det lykkedes EU at bevæge sig fremad, også selv om mange beslutninger har krævet enstemmighed.

Hvordan det? Fordi det er noget af det, det europæiske samarbejde faktisk formår: at lave holdbare kompromisser og tænke mere langsigtet end medlemslandene typisk magter hver for sig. Når først Kommissionens forslag ligger på bordet, kan det være svært for landene med de mest ekstreme synspunkter at få deres vilje.

De kan sinke lidt, eller udvande lidt, men hovedsporet rokkes der sjældent ved. Undervejs kan det mildest talt se grimt ud, når f.eks. de tyske firmaer, der producerer store biler lufter helt andre interesser end f.eks. Fiat eller Renault. Men dynamikken i Europas måde at træffe beslutninger er faktisk, at man normalt finder et kompromis. Ofte mindre ambitiøst end det de mest ambitiøse kunne have ønsket sig. Men altid betragtelig mere ambitiøst, end hvis der ingen regulering var og alle ville konkurrere på laveste fællesnævner. Det er svært at få industriens lobbyister til at gå med til ambitiøs miljøregulering. Men det hjælper trods alt, når reguleringen også gælder for de europæiske konkurrenter. Sådan har EU igen og igen hjulpet til med at hæve ikke bare overliggeren men også bunden. Ofte akkompagneret af hyl og skrig fra særinteresserne. Men hvem tror, at man ville få mindre bøvl og ballade, hvis man i en mere og mere globaliseret økonomi lavede egne regler for 5,5 millioner danskere. Nej vel. Og samtidig batter det ulige meget mere, når vi ved fælles EU-indsats får lavet miljøstandarder, der gælder for 505 millioner europæere og alle de europæiske virksomheder frem for “bare” for Danmark.

 

Der kan sikkert findes områder, hvor “mindre EU” giver mening.

Men klima og miljø er helt sikkert ikke et sådant område.

 

Forfatteren:

Connie Hedegaard har beskæftiget sig med EU og klima bl.a som EU’s Kommissær for Klima 2010-2014, og miljø- og klimaminister 2004-2009. Formand for den internationale klimafond, KR Fonden, Danmarks grønne tænketank Concito og OECD Round Table for Sustainability.