Hvordan får vi økonomisk vækst og fremgang for lønmodtagerne?

19. april 2017
Af Lizette Risgaard, formand for LO

Hvis den Europæiske Union ikke var opfundet, så blev vi nødt til at opfinde den. For EU er svaret på, hvordan man binder de europæiske lande sammen i et forpligtende samarbejde, der både forhindrer dem i at bekrige hinanden og samtidig skaber økonomisk vækst gennem tæt samhandel uden toldbarrierer.

EU har fra sin fødsel været et projekt under udvikling. Der er løbende kommet flere medlemmer til, og de arbejder sammen om flere emner. Når Storbritannien træder ud af samarbejdet, er det første gang i historien, at EU står overfor at blive et medlem mindre. Årsagerne til Brexit er mange, men der er ingen tvivl om, at der er en utilfredshed blandt dele af befolkningen. At der er en gruppe, som ikke føler sig hørt, og som føler, at der træffes beslutninger af eliten i EU, uden at almindelige borgeres bekymringer om stigende ulighed og usikkerhed, mangel på arbejdspladser, social dumping og indvandring tages alvorligt. Den tillidskrise mellem politikerne og befolkningen skal tages alvorligt. Vi er nødt til at spørge os selv, både i Danmark og i resten af Europa, hvordan vi ændrer det.

Det spørgsmål fylder meget, når vi i LO mødes med den øvrige europæiske fagbevægelse. Vi bakker alle op om det europæiske projekt, men vi repræsenterer også mennesker, som på forskellig vis ikke oplever, at EU kommer dem til gavn. Og derfor vender blikket andre steder hen i håbet om, at løsningen kommer derfra. Problemet er bare, at det ikke sker. For det er rigtigt svært, for ikke at sige umuligt, for de enkelte medlemsstater at løfte de mange og vigtige opgave, alene. Derfor er det en dårlig idé, at rulle det europæiske projekt tilbage.

I stedet skal vi i fællesskab arbejde for, at EU bliver bedre til at skabe løsninger til gavn for borgerne. Så almindelige lønmodtagere kan mærke, at EU arbejder for dem i stedet for imod dem. At samarbejdet er en fordel frem for en trussel.

Det er heldigvis oplevelsen for de fleste danskere. 70 procent af danskerne bakker op om det danske medlemskab af EU. Danmark er som lille land helt afhængig af samhandel og samarbejde med landene omkring os. Danskerne ved, at det indre marked er til gavn for de danske virksomheder og skaber danske arbejdspladser. Men danskerne ved også, at samarbejdet ikke er uproblematisk.

I Danmark og i andre nordeuropæiske lande har mange lønmodtagere måttet se på, hvordan udenlandske arbejdstagere har arbejdet for en langt lavere løn og på langt dårligere vilkår end deres danske kolleger. I den anden ende af skalaen, kan de i Østeuropa stadig se på, hvordan leve- og indkomstvilkårene er langt højere andre steder i Europa. Når vi taler med vores kolleger i fagbevægelsen fra disse lande, så er det tydeligt, at forskellene opleves som meget uretfærdige. De føler, at de har ventet længe nok på fremskridt, siden deres optagelse i EU.

Og selvom levestandarden også er højnet i mange lande, så halter den altså stadig bag efter gennemsnittet. Det betyder også, at nogle lande døjer med hjerneflugt, fordi de dygtigste mennesker flytter til de rigere lande i Europa. Vi skal ikke gå efter den enkelte arbejder, som i håb om en højere indtægt og bedre muligheder for dem selv og deres familie tager arbejde i et andet EU-land. Problemet er i stedet de arbejdsgivere, der spekulerer i at underbyde de løn- og arbejdsvilkår, vi har i fx Danmark. Dybest set handler det om, at vi er nødt til at hjælpe de dårligst stillede EU-lande op til et højere niveau. Uden at vi selv går ned i standard. Det vil i længden fjerne en del af incitamentet bag social dumping. Men sideløbende må og skal der gøres en endnu større indsats for at bekæmpe social dumping.

EU har skabt vækst og beskæftigelse i Europa og ikke mindst i Danmark. Vi har selvfølgelig altid handlet med hinanden i Europa, men med det indre marked har vi givet et boost til samhandlen. Desværre har vi også været vidne til, at principperne om økonomisk frihed er blevet sat over lønmodtagernes rettigheder. Vi har også set, at hensynet til virksomhederne har domineret, når Kommissionen har rettet skytset mod såkaldt ”overregulering”. Vækst og velstand i Europa er selvfølgelig afhængig af ordentlige rammevilkår for erhvervslivet. Men det skal ikke ske på bekostning af lønmodtagerne.

Vi hører ofte, at EU skal beskæftige sig med de store ting og overlade små ting til medlemsstaterne. Men måske er det en forkert indgang. Den mere oplagte og fornuftige indgang er, at EU skal beskæftige sig med det grænseoverskridende – og overlade de rent nationale anliggender til medlemsstaterne. Så er det i den sammenhæng ligegyldigt, om det er store eller små ting.

Vi skal huske på, at med det indre marked og den fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft er der også opstået et behov for fælles regulering. Ligeså lidt som vi skal bekæmpe hinanden med toldmure og nationale særkrav, ligeså lidt skal vi bekæmpe hinanden med lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår. Så når nogle mennesker fx siger, at arbejdsmiljø ikke er et anliggende for EU, så tager de fejl. Når arbejdskraften kan bevæge sig frit, og når varer og virksomheder kan bevæge sig frit, så er vi også nødt til at have fælles regler for arbejdsmiljø. Og det skal ikke være laveste fællesnævner. Ellers kommer konkurrencen til at handle om lavere standarder i stedet for bedre kvalitet.

Vi skyder os selv i foden, hvis vi tror, at løsningen på EU’s krise er at afmontere lovgivning som skal beskytte lønmodtagere. Vi skal ikke ensrette de nationale arbejdsmarkedsmodeller i Europa. Hvad der fungerer godt i Danmark fungerer ikke nødvendigvis i Frankrig eller i Slovenien. Men det må aldrig blive en undskyldning for ikke at sikre lønmodtageres rettigheder i Europa.

EU er løsningen på den udfordring, at de europæiske lande er og altid har været afhængige af hinanden. Derfor giver det mening at handle sammen og arbejde sammen. Men samhandlen og samarbejdet skal være til gavn for lønmodtagerne. Vi skal styrke lønmodtagernes Europa, hvor arbejdstagerrettigheder står stærkere, der er tæt dialog med fagbevægelsen, og lønmodtagerne beskyttes mod social dumping. Så er jeg overbevist om, at vi kan styrke opbakningen til EU.

Forfatteren:

Lizette Risgaard er formand for LO, Danmarks største fagbevægelse med 17 forbund med i alt 1 million medlemmer. LO er deres fælles stemme i forhold til Folketinget, regeringen og EU. LO er aktivt engageret i den nordiske, europæiske og internationale faglige sammenslutning.