Kim Elmose anmelder “Håbets Europa i 89 billeder” af Lykke Friis

15. oktober 2019

1989: Hvor der er mennesker, er der altid håb

 

Berlingskes Tysklandskorrespondent, Lykke Friis, har skrevet en fremragende, oplysende bog om kommunismens fald i det utrolige år 1989, hvis kulmination blev Murens Fald om aftenen d. 9. november. Det er også en bog, der minder os alle om, at Historiens gang aldrig er givet og pre-destineret, men formes af mennesker og deres valg. I bogen ”Håbets Europa i 89 billeder” viser Lykke Friis læserne, at uanset hvor sort og fastlåst verden fremstår, så kan menneskers individuelle, modig valg bryde vejen ud af mørket – ud i håbet og lyset.

Det er en bog til tiden, som Lykke Friis har skrevet. Dels er der den oplagte anledning til, at bogen udkommer nu.

Den 9. november 1989 blev Muren åbnet for almindelige østtyske borgere, så de frit kunne rejse til Vesteuropa og resten af verden – og lade kommunismen bag sig, hvilket markerede afslutningen på Den Kolde Krig.

Men ”Håbets Europa i 89 billeder” er også en påmindelse om, at Europa anno 2019 ikke er dømt til at synke yderligere ned i politisk kaos, som de mange opbrud i de europæiske nationer nemt kunne forlede os til at tro. Ved indgangen til ´89 kunne ingen forestille sig, at den fastfrosne politiske opdeling af Europa i et demokratisk Vest og et repressivt, kommunistisk Øst blot 11 måneder siden ville smuldre.

Det bør mane læseren til ikke at give op og synke hen i pessimisme i et 2019, hvor Storbritannien er på vej til at tumle forvildet ud af EU, Tyskland er passivt på grund af en stadigt svagere regering, og regeringerne i lande som Polen, Ungarn og Slovakiet tilsidesætter frihedsrettighederne i en stadigt mere nationalistisk politik. Alt imens USA ledes af en uforudsigelig præsident Drumpf, der lader hånt om demokratiske spilleregler og har kastet sig ud i en handelskrig med Kina.

Der er altid et håb – og det er året 1989’s løfte til nutidens europæere, understreger Lykke Friis med sit fine overblik over det skelsættende år.

Det delte Europas topografi

Bogen er et velegnet værk til både de af os, der selv oplevede 1989, og de efterfølgende generationer, for Lykke Friis leverer gennem fem kapitler et fornemt overblik over, hvad det var for et Europa, der eksisterede før, under og efter d. 9. november 1989.

Det hele krydret med de 89 fotos – hvoraf flertallet er kendte og ofte ikoniske fotos, såsom de østtyske biler, Trabanter, der i en lind strøm kører ind i Vestberlin d. 9. november, men også ukendte fotos af begivenheder og personer fra året. Det gør historierne vedkommende og driver læseren gennem bogen.

Hun ridser den verdensorden op, der virkede så monolitisk for verdens borgere i det år – og beskriver kontinentets politiske topografi – et resultat af delingen af Europa efter Anden Verdenskrig.

En række regimer regerede i Øst på 44. år, bakket op af et Sovjetunionen, der tidligere havde vist vilje til at slå hårdt ned på demokratiske tiltag i lande som Østtyskland, Ungarn og Tjekkoslovakiet med militærmagt, mens Polen selv indførte krigsretstilstand og hård undertrykkelse i ’80’erne for at knægte den stigende utilfredshed i befolkningen.

Godt nok var den aldrende supermagt i Øst under forandring indefra med lederen af Sovjetunionen, generalsekretær Mihail Gorbatjov, i spidsen med sin reformpolitik med øget åbenhed og modernisering af det store land. Men at Kommunistpartiet ikke skulle lede Sovjetunionen, det var aldrig på tale hos Gorbatjov.

Derfor turde hverken borgerne i Vest eller Øst rigtigt tro på, at det ville gå hurtigt med en demokratisering af regimerne. Lykke Friis noterer, at selv de oppositionelle ledere i Østeuropa forestillede sig, at der ville gå mange år med beskedne demokratiske fremskridt, før status quo for alvor ville ændre sig.

Derfor kom det bag på alle, hvor svage regimerne var, da først borgerne begyndte åbent at demonstrere på gaderne i Østeuropa og kræve demokrati – først i lande som Tjekkoslovakiet, Polen og Ungarn – og siden med stigende styrke i de andre lande, herunder de baltiske republikker i Sovjetunionen.

Lykke Friis underlader – heldigvis – slavisk og kronologisk at beskrive, hvad der sker i hvert enkelt land, men fremdrager de vigtigste begivenheder og deres betydning – både i det enkelte land, men også for andre lande i Østblokken. Borgerne i Østeuropa fulgte nøje med i, hvad der skete i de øvrige kommunistiske lande og lod sig inspirere til egne nationale strategier.

Regimerne vaklede og faldt én efter én uden massive blodsudgydelser – på nær Rumæniens blodige revolution – og hvad, der syntes usandsynligt ved årsskiftet 1988 / 1989, var pludselig realitet måneder senere.

Det blev bl.a. illustreret ved, at forfatteren og menneskerettighedsforkæmperen Vaclav Havel ved indgangen til 1989 arbejdede som fabriksarbejder p.g.a. forbud mod at skrive. D. 29. december samme år blev han valgt til præsident for Tjekkoslovakiet efter at have stået i spidsen for forhandlingerne med det kommunistiske parti, der til sidst opgav magten – uden væbnet modstand.

 

Betydningen af den menneskelige faktor

Lykke Friis understreger flere gange igennem ”Håbets Europa i 89 billeder”, at netop den relativt ublodige omvæltning af regimerne i Øst ingenlunde var givet .

Kina sendte soldater og tanks mod studenterne, der demonstrerede i de kinesiske byer i sommeren 1989, og tusindvis blev dræbt.

Det øgede nervøsiteten for, hvordan deres kommunistiske trosfæller i Østeuropa ville reagere – og det med god grund.

Forfatteren dokumenterer flere gange, hvor tæt regimerne i Østeuropa var på at sende tanks i gaderne mod befolkningerne – og at kun modige menneskers moralske valg og holden-hovedet-koldt forhindrede det.

Således havde DDR-regimet besluttet sig for en ”kinesisk løsning” ved store planlagte demonstrationer i Leipzig d. 9. oktober – men på aftenen besluttede den lokale partichef i byen, Helmut Hackenberg, at undlade at sætte Volkspolizei og hæren ind.

En måned senere sad ledelsen af det sovjetiske kommunistparti og holdt krisemøde om åbningen af Muren – og flere af medlemmerne, med forsvarsministeren i spidsen, argumenterede for, at generalsekretær Gorbatjov skulle sende de russiske tanks på gaderne i DDR. Østtyskerne opførte sig aggressivt foran de russiske kaserner og situationen var eksplosiv, tordnede forsvarsminister Dmitry Jazov.

Heldigvis besluttede Gorbatjov sig for at ringe til forbundskansler Helmut Kohl.

Fra Kohl lød beskeden ”Nej, her hersker ren familiefest-stemning”, så Gorbatjov meddelte Jazov, at de sovjetiske soldater og tanks skulle blive på kasernerne.

Det særlige ved Lykke Friis’ gennemgang af de dramatiske måneder er især hendes blik for, at det ikke kun var statschefer, toppolitikere og generaler, der traf afgørende valg – og dermed kvalificerer sig til en omtale i bogen.

Et godt eksempel er 46-årige Harald Jäger, oberstløjtnant i det østtyske grænsepoliti og på vagt om aftenen d. 9. november 1989 på grænsestationen Bornholmer Strasse i Berlin.

Åbningen af grænsen for almindelige østtyskere – og dermed Murens fald – beroede egentlig på en intern misforståelse i DDRs regering, som bliver meddelt den internationale presse og udløser forvirring i de østtyske ministerier.

Nyheden om åbningen af grænsen når ud til østtyskerne, der begynder at samles ved grænseovergangene – herunder Bornholmer Strasse. Harald Jäger har selv set meddelelsen i TV, men kan ikke få klarhed over hvad han skal gøre – trods 30 opkald til diverse overordnede.

Grænsepolitiet har fuldmagt til at skyde i nødværge – instruksen om at skyde grænseoverløbere var ophævet i februar 1989 – og tusindvis af østtyskere stod og råbte til Jäger og hans mænd at de skulle åbne grænsen.

Harald Jäger besluttede derfor til sidst, at åbne grænseovergangen kl. 21 – og Murens fald var de facto en realitet.

Blik for detaljen i overblikket

Det er en bog, der bør stå på enhver historieinteresseret danskers bogreol – eller ligge på vedkommendes e-bogslæser – fordi Lykke Friis bruger sin store viden om tysk politik og historie til at levere et fint overblik over begivenhederne. Hun formår at omsætte sin velkendte evne til at fortælle engagerende til en medrivende tekst, der hiver læseren gennem bogen, næsten som var det en krimi.

Ud over de velvalgte 89 fotos er beretningen om ”Håbets Europa i 89 billeder” krydret med talrige anekdoter og kildehenvisninger på alle fakta i bogen.

Lykke Friis husker også at følge de enkelte aktørers historie til dørs med et appendiks om, hvad der siden skete for dem.

For eksempel fortæller hun om Harald Jäger, at han havde gjort sig selv arbejdsløs. Han var i starten en bitter mand, der ikke billigede DDRs indlemmelse i forbundrepublikken i 1990 – og derfor ikke holdt med Tysklands fodboldhold i VM-finalen mod Argentina. ”De skal ikke også vinde i fodbold”, udtalte han i 1990. Senere accepterede han nu genforeningen.

I øvrigt gik hans første udlandsrejse til Bornholm, fordi han i sine år på vagt ved overgangen i Bornholmer Strasse havde tænkt på, hvordan den lille danske ø nu tog sig ud.

De detaljer er med til at gøre Lykke Friis’ beretning nærværende og give krop til personerne i læserens bevidsthed.

Det hjælper også læseren til at holde fast i forfatterens overordnede budskab om fremtiden for Europa, nemlig at intet er givet i en opbrudstid som nu. Det afhænger af bl.a. af menneskers individuelle valg. En positiv fremtid for Europa er ingenlunde sikker, men vi kan selv være med at arbejde for, at den bliver det, borgere og politikere.

Kim Elmose

Næstformand i Nyt Europa