Kronik: EU bør lave et program for grøn energi i Georgien

13. november 2019

KRONIK: Uden perspektiv for optagelse i EU på kort sigt, er det svært af fastholde Georgiens positive holdning til vestlige værdier. Derfor bør EU lave et program for grøn energi i Georgien. Det vil styrke landets politiske og økonomiske robusthed, skriver Søren Keldorff og Henrik Hjortdal hhv. Medlem af Nyt Europas bestyrelse og medlem af Nyt Europa.

 

Georgian Dream. Det er navnet på den koalition af centrumpartier, som siden 2012 regerer det lille europæiske land mellem Rusland, Tyrkiet, Aserbajdsjan og Armenien. Og det er et passende navn for de forhåbninger landets 4 millioner indbyggere har. Men også for det skær af den manglende realisme, som forhåbningerne aktuelt er kendetegnet ved.

Der er blandt de ledende politikere enighed i Georgien om, at landet skal med i både EU og Nato. Et ønske som ikke aktuelt vil blive imødekommet af de vestlige ledere på grund af konflikterne om Abkhasien og Sydossetien, som er støttet af Rusland, Georgiens geopolitiske placering med vanskelige andre nabostater og generel træthed over for udvidelser i EU-landene.

Den tyske kansler Merkel har udelukket et fast track til Nato: “Givet situationen med Abkhasien og Sydossetien, kan vi ikke tale om en hurtig integration af Georgien i Nato” sagde Merkel i 2018 på et møde med studenter fra Tbilisi Universitet, som netop ønskede et hurtigt medlemskab.

På overfladen møder hendes argumentation ikke meget forståelse i Georgien: ”Okkupationen af georgiske områder skal ikke være en forhindring for Nato medlemskab. Da Tyskland blev medlem af Nato var en tredje del af Tyskland okkuperet af Sovjetunionen”, siger f.eks. den tidligere forsvarsminister Giorgi Sikarulidze i flg. Euroasianet.

Under overfladen er der nok erkendelse i Georgien af, at medlemskab af EU og NATO på kort sigt ikke er muligt. EU’s træthed over for udvidelser er senest blevet vist ved udskydelsen af optagelsesforhandlingerne med Nordmakedonien og Albanien. Men det bliver igen og igen gentaget: Hvis ikke der kommer et perspektiv om optagelse vil det være vanskeligt at fastholde befolkningens positive holdning over for de vestlige værdier.

Det rejser spørgsmålet: Hvad skal der til for at sikre Georgiens sikkerhed og demokrati på mellemlang sigt? Hvad er milepælene fra Georgiens og EU’s side, når medlemskab på kort sigt ikke er realistisk?

Direktøren for Tænketanken Georgian Institute for Politics (GIP) Kornely Kakachia siger, at tilkendegivelser om, at EU vil arbejde for Georgisk optagelse i EU, når Balkan-landede er optaget vil være hjælpsom. Han siger, at udvidelse EU typisk er kommet i bundter, hvorfor en anden option, er at Ukraine, Moldova og Georgien skal søge om optagelse i fællesskab.

Der er sket markante fremskridt i samarbejdet med EU. Georgien fik i 2014 en associeringsaftale med EU og i 2017 blev der visa fri rejser fra Georgien til EU-landene. Der er mange markeringer af venskabet mellem Georgien og EU og NATO-landene. Senest ved den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers besøg i oktober 2019 i Tbilisi og afholdelsen af møde i North Atlantic Council i Sortehavsbyen Batumi i begyndelsen af oktober. Her bliver de gode relationer mellem EU og Nato og Georgien, Georgiens økonomiske og demokratiske fremskridt bekræftet, og moderniseringen af de georgiske militære bliver kræfter nævnt. Georgierne nævner også, at de deltager i Nato strukturer og øvelser, og at de har deltaget i USA’s militære indsats f.eks. i Afghanistan med tropper og et betydeligt antal døde til følge. Men frustrationen over manglen på mere kontante fremtidsløfter fra vestlig side emmer ud af den engelsksprogede georgiske presses dækning af begivenhederne.

Anders Fogh Rasmussen har i september 19 i Tbilisi foreslået, at Georgien kunne tilslutte sig NATO med en midlertidig suspension af artikel 5 i forhold til Abkhasien og Sydossetien. Udtalelsen udløste en voldsom kontrovers i medierne. Mange georgiere og internationale eksperter var helt afvisende, da det ville blive opfattet som en de facto anerkendelse af okkupationen og opgivelse georgisk område. Andre georgiere og eksperter er stærkt tvivlende over om det ville fremme Georgiens medlemskab af Nato, da konflikten om området ikke ville blive grundlæggende løst og at ikke ville fjerne vestlige frygt for at komme i konflikt med Rusland i et område med mindre geopolitisk betydning.

Efter krigen om Abkhasien i 1992-93 blev ca. 200.000 mest etniske georgiere fordrevet fra Abkhasien, og ca 50-100.000 etniske ossetere blev fordrevet eller migrerede fra Georgien primært til Rusland. Krigen i 2008 førte yderligere til 20-25.000 fordrevne georgier fra Sydossetien og ca. 2.000 fra Abkhasien. Abkhasien ligger i nordvest med Sortehavet og Sydossetien nord for Tbilisi, begge grænsende op til Rusland.Og begge støttet af Russiske tropper eller som mange georgiere siger anført af Rusland, der har besat områder.    Georgien mistede en 1/5 del af landets areal. Parterne er meget uenige, om hvem der var den aggressive part. Georgien fastholder med støtte fra EU og Nato suveræniteten for områderne og kræver dem tilbage.

EU formidlede en aftale, der standsede de militære operationer i 2008. Parterne skulle trække sig tilbage til deres positioner før de militære operationer, og EU skal i EU Monitering Mission overvåge aftalen. EUMM skal mindske de negative konsekvenser for folk i områderne, opbygge tillid og facilitere forhandlinger mellem parterne. EUMM, der pt. har danskeren Eriks Høeg, som chef opererer på 11. år kun på georgisk side. Russerne, Abkhasien og Sydossetien vil ikke acceptere at EUMM opererer på abkhasisk og sydossetisk territorium. EUMM spiller en vigtig rolle for at holde konflikten på et lavt niveau og bidrage til at ”tilfældigheder” ikke giver ophav til en ukontrollabel eskalering.

Kunne Georgien være med til kun at få en mindre del af områderne tilbage? Den umiddelbare reaktion fra politisk analytiker ved GIP, Givi Silagadze er, at det er utænkeligt – helt utænkeligt. Georgierne kunne gå med til en internationalt kontrolleret folkeafstemning, hvor de fordrevne/flygtede georgiere skulle have stemmeret. Russerne og Abkhaserne vil være i mod at de fordrevne får stemmeret.

Er forslag om en folkeafstemning, hvor de flygtede/fordrevne georgiere får stemmeret i zoner tættere på Georgien bliver også afvist fra begge sider.

Georgiens nabolande giver store udfordringer med samhandel, samarbejde og sikkerhedspolitik. Georgien har med en samhandel på niveau med samhandlen til EU stærke økonomiske bånd til Tyrkiet, Armenien og Aserbajdsjan. Men disse lande giver også problemer. Tyrkiet er gået sine egne veje i forhold til Nato og EU med en tilnærmelse til Rusland og offensiven i Syrien. Det kristne Armenien er økonomisk stærkt afhængig af Rusland, som ejer eller kontroller en stor del af landets infrastruktur. Armenien indgår i den Euroasiatiske Økonomisk Union sammen med Rusland, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan. Armenien har en langvarig konflikt med det shiamuslimske Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh. Aserbajdsjan har orienteret sig mod EU og USA, men en politisk autoritære kultur har bakket op af en stærk vækst i olieøkonomien også andre tendenser.

Rusland er med ca. 16 pct. af Georgiens udenrigshandle økonomisk vigtig, men de økonomiske forbindelser giver ofte anledning til kontroverser. Den georgiske regering under ledelse af United National Movement (UNM) førte før 2012 en politik, der drejede de økonomisk aktiviteter væk fra Rusland, og havde en stærk anti russisk retorik. Georgian Dream, der kom til regeringsmagten i 2012 har ført en mere pragmatisk linje – både økonomisk og retorisk. Den mere pragmatiske holdning til Rusland, som den nuværende regeringskoalition har anlagt bliver ofte anfægtet.

Da en russisk kommunistisk politiker i juni talte på en interparlamentarisk konference i landets parlament udløste det således store demonstrationer. Det georgiske politi greb hårdt ind under ledelse af den daværende indenrigsminister – tre måneder senere statsminister- Gakharia.

Efter protesterne trådte formanden for parlamentet tilbage. Efter massedemonstrationer meddelte lederen af det regerende parti milliardæren Bidzina Ivanishvili, en ændring af valgsystemet fra blandet valgkreds og proportionale valg til rent forholdstals valg ved valget i 2020 og sænkning af spærregrænsen til nul.

Omlægningen til rent forholdstalsvalg uden spærregrænse har med mange partier på banen gjort det kommende valg i oktober 2020 meget uforudsigeligt. GD står i meningsmålingerne til 20-25 pct. og UNM til 15-20 pct.

Den russiske præsident Putin suspenderede med begrundelse i forløbet i juli passagerflyvninger fra Rusland til Georgien. Forbuddet mod fly synes på en nylig rejse i Georgien ikke at have større effekt, da der under en nylig rejse i Georgien var mange russiske turister – som tilsyneladende blev behandlet pænt.

Udnævnelsen af den ny statsminister synes ikke at betyde ændringer i kursen fra GDs side. Flere peger på, at det skyldes at den reelle leder af GD er milliardæren Ivanishvili, som ejer en stor del – en tredjedel siger nogle – af Georgiens økonomiske liv. Iagttagere siger, at han styrer GD med nomenklatura – samme berømte og berygtede begreb som Lenin og Stalin styrede det kommunistiske parti med.

De demokratiske fremskridt er blevet anerkendt af EU, men også med påtaler. Oppositionen og civilsamfundsorganisationer siger, at retsforfølgelser af Georgiens Drømmes politiske modstandere i den seneste tid er stigende, ligesom regeringspres på medier og civilsamfundsorganisationer, der ikke følger partilinjen også er i vækst.

I det hele taget synes civilsamfundets institutioner skrøbelige, hvilket også et baggrunden for at et stort anlagt EU-program til fremme af civilsamfundet, som løber frem til 2021. Der synes her kun at være små fremskridt i udbredelsen af levedygtige folkelige foreninger og organisationer. Den vigtigste faktor i civilsamfundet er givetvis den georgiske ortodokse kirke. Kirken spiller en stor rolle i mange georgieres liv som sammenholdsfaktor. Den spiller også en rolle i nationale og værdipolitiske anliggender. Kirken synes på den ene side trods en national forankring at være pragmatisk ift. Rusland, bl.a. pga. et vist historisk kirkeligt fællesskab med den russiske ortodokse kirke. Kirken vogter på den anden side over traditionen og har fx ydet stor modstand imod tanker om ægteskab mellem homoseksuelle og modstand overfor LGBT-rettigheder. Det er uklart om kirken støtter Georgina Drea eller oppositionen i UNM. Den giver udtryk for at at være hævet over politik, understøttet af dens 1700 års forhistorie.

Der har været god fremgang i den georgiske økonomi i de seneste ti år med næsten asiatiske vækstrater, men den georgiske økonomi er skrøbelig. Arbejdsløsheden er på 12 pct. og der er et massivt underskud på handelsbalancen og eksporten til de vestlige markeder vokser for lidt. Landet er meget afhængig af lån og støtte fra udenlandske finansielle institutioner og dermed sårbar. Både EU og Georgien vil fremme det økonomiske samarbejde. Associeringsaftalen med EU indebærer at Georgien kan eksportere lettere til EU, hvis man tilpasser sig det indre markeds standarder. Det er man på vej med, men der er store udfordringer bl.a. for de mange små og mellemstore virksomheder i Georgien og få af dem har fundet vej til det indre marked. Der er en stærk iværksætterkultur i Georgien, men det vil være et meget langsigtet perspektiv for dem at komme til at eksportere meget mere til EU-landene. Turismen er i god fremgang – og det er godt rejseland også for danskere. En del af væksten skyldes en meget ekstrem vækst i spilindustrien. Væksten skyldes bl.a. mange spillere fra nabolandene, som har helt eller delvist spille forbud. En vækst som næppe er sund, og som nogle iagttagere forbinder med hvidvask af sorte penge. Landbruget er kun sparsomt moderniseret, men potentialet formentlig betydeligt. El kan produceres via landets store vandressourcer, mens der er en ensidig afhængighed af importeret kul, gas og olie til transport og opvarmning. Senest opføres et kulkraftværk med kinesisk bistand. Samlet er Georgiens økonomi ikke bæredygtig, hverken økonomisk eller miljømæssigt.

Måske kunne et EU-støttet program for grøn energi være en vision, som både kunne fremme georgisk økonomi og give miljømæssig og sikkerhedspolitisk bæredygtighed. Der er indtil nu ikke satset meget på investeringer i fremstilling af sol og vind i et land, som har meget gode forudsætninger for dette, og der er et stort potentiale for energieffektivisering.

En satsning på energieffektivisering og vedvarende energi ville kunne slå tre fluer med et smæk: Det ville styrke den økonomiske og politiske robusthed, skabe beskæftigelse og give gevinst i CO2 og miljøregnskabet. Det ville være oplagt med et ambitiøst EUprogram og en god milepæl for EU med konkret perspektiv, når der ikke på kort sigt kan stilles et medlemskab i udsigt til den georgiske befolkning.

 

Kronikken er først langt op på altinget: https://www.altinget.dk/eu/artikel/kronik-saadan-sikrer-eu-georgiens-sikkerhed-og-demokrati-paa-mellemlang-sigt