Boglancering ifm. Romtraktatens 60 år

25. marts 2017

60 året for Romtraktaten er blevet kaldt Europas skæbneår. Men mere korrekt er nok, at 2017 er et skæbneår for alle os, der bor på vores hjørne af jordkloden. Udfordringerne er store og kendte med stigende nationalisme, Brexit, flygtninge og migrationspres, Trump, Putin’s Rusland, ulighed, klima osv. Men vigtigst er det måske, at det ser ud til, at vi i Europa er blevet i tvivl om, hvem vi selv er, hvad der binder os sammen, og om de værdier og institutioner vi har opbygget i fællesskab siden anden verdenskrig. Som om selvtilliden svigter. Det gælder i høj grad os danskere, selv om vi, der jo kom med senere, også er blevet vant til EU – samarbejdet. Vi optræder i statistikkerne som meget positive overfor samarbejdet. Vi er heldigvis også kritiske, men har nok vænnet os selv til – i stedet for kritisk medvirken – mere at brokke os over alt det, der lugter af EU. Og så siger vi jo ofte nej til yderligere samarbejde.

Det er de udfordringer Nyt Europa nu griber for at bidrage til debatten om fremtidens Europa med en e-bog. Vi har derfor bedt en bred kreds skrive om det europæiske samarbejde ud fra spørgsmålet: Hvis EU er svaret, hvad er så spørgsmålet? Netop for at kunne sætte fokus på alt det, som vi hver for sig går og tumler med i de her år.

Kom til lancering af e-bogen på 60 årsdagen for underskrivelsen af Romtraktaten og hør Steen Gade, Formand for Nyt Europa, Peter Wivel, Politikens Europakorrespondent og Andreas Kamm, Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

Receptionen finder sted:

Lørdag d. 25. marts kl. 11.00-13.00

Klub, Linnesgade 25, 1361 København K


Øvrige forfattere til bogen; Margrethe Vestager, Lizette Riisgaard, Bente Sorgenfrey, Connie Hedegaard, Suzanne Brøgger, Malte Frøslee Ibsen, Bjørn Nørgaard, Morten Kjærum, Rasmus Brygger, Tarja Cronberg, Jon Kvist, Ask Krogh Hesby, Lone Loklindt, Britta Thomsen, Jakob Erle, Peder Kyst, Anne Mette Wehmüller og Søren Keldorff, som vi alle sender en stor tak til.

Bogen vil blive offentliggjort til lanceringen. Bogens forside er illustreret af kunsteren Bjørn Nørgaard.

Tilmelding er nødvendig via link. Kontakt Daniel Branislav Christensen på student@nyteuropa ifm. pressehenvendelser og øvrige spørgsmål.

Med støtte fra Europa-Nævnet.