SÅ VIDT ER DET KOMMET

31. januar 2017

Af Thomas Ubbesen

Vi skal ikke – hvis I spørger mig – nøjes med dårlig samvittighed, når vi konfronteres med den lidende menneskehed, eller når vi observerer verdenssamfundets og menneskehedens blinde vandring direkte ud over afgrundens kant.

Heller ikke når vi ind i mellem hører et lille pip, et lille-bitte blip, på nyhedsradaren om, hvordan det går de af vore medmennesker, der er helt ude i kulden, fortabte og uden hjælp – det er de frysende, sultende, døende flygtninge, jeg taler om. Vi skal ikke – synes jeg – bare få dårlig samvittighed, når vi ser de her billeder af dem. Når vi derigennem i et kort øjeblik igen får øje på dem. Som på denne udstilling.

Dårlig samvittighed gør os kede af det og får os til at gå triste hjem – men vi ved, at det hurtigt går over, for der er jo så meget i hverdagen, som kræver vores opmærksomhed, og vi kan, fortæller vi os selv, ikke tage hele verdens lidelse på vore skuldre. Derfor gør vi det heller ikke. Dårlig samvittighed er som regel ikke meget andet end et flygtigt nålestik af personligt ubehag, men sjældent udløsende for dybere refleksion endsige virkelig selv-refleksion.

Så gå rundt og se på billederne her og overvej som udgangspunkt, hvad vi i hvert tilfælde som absolut minimum SKAL vide om det, der udspiller sig lige under kanten af radaren, det som billederne holder frem for os.

Overvej – hvis det skal have nogen mening – hvad vi selv har med det at gøre, og hvor vi selv – i de flestes tilfælde – svigter overfor det pinefulde og moralsk udfordrende, der er i gang omkring os.

Vi SKAL for eksempel vide og forstå, at mennesker, der ganske uden at vi kommer til at lide økonomiske afsavn af den grund, lige nu drukner eller dør af kulde ganske let kunne være reddet: Det er en uhyrlig kendsgerning, at vore samfund, anført af vore politikere, støttet af millioner af vælgere, i 2017 er parat til at acceptere, at hjælpeløse men ”fremmede” mennesker dør lige på trappestenen til vores velstand, tryghed og gode liv. Så vidt er det kommet!

Se på billederne her! Det sker! Nu! Lige i dette øjeblik! Det vi kigger på her, er ikke grusom verdenshistorie med folkemord, mekaniseret massedrab eller religionskrige – det er ikke barbari i en fjern fortid, som vi ikke længere kan gøre noget ved. Det forfærdelige sker i dette øjeblik, lige for øjnene af os – se selv billederne – og vi har lige nu mulighed for og pligt til ikke bare at forholde os til det, men også at gøre noget aktivt overfor det.

Vi skal forstå, det er som en begyndelse vores PLIGT at indse, at vores samfund på bedste demokratisk vis har givet politikere mandat til at sørge for, at de medmennesker – flygtningene – ikke kommer her til. Ikke én eneste af dem skal komme hertil, er mange vælgeres krav. Og det har de gjort, politikerne. Det har de ordnet nu på vore, på vælgernes vegne. Det er ikke Inge Støjbergs skyld – hun er hverken værre eller bedre end dem, der giver hende mandatet til det umenneskelige. Men de vælgere og deres politikere, bør bare være helt bevidste om, hvad de gør, for det er helt åbenlyst: De slår mennesker ihjel på vore europæiske kyster. De er personligt ansvarlige for, at syriske børn på 3-4 år trasker rundt uden sko i vandpytter og sne i noget, der ikke fortjener ordet lejre på gudsforladte, forblæste græske øer. At små uledsagede afghanske drenge og piger frysende hutler sig sammen om bål af plasticaffald i tomme fabrikshaller og lagerbygninger på kontinentet også i denne vinter. At kæmpestore, selvsikre politifolk hele vejen fra krigene i Mellemøsten og langt ind i vores europæiske nærområde har et uudtalt mandat til at tæske og tæske og tæske disse mennesker, disse børn i mange tilfælde, så de kan forstå, at de skal fucke af og helst gå ad helvede til. De forhold, den realitet, afspejles i billederne på udstillingen her.

Der er altså forhold vi af humanitære, moralske og praktiske årsager SKAL vide om den øjeblikkelige virkelighed ikke kun i fjerne ”nær-områder” men også direkte her hos os selv og i vores europæiske nabolag. Ellers må vi acceptere at gå over i historien, som endnu en generation at passive medvidere med en lam undskyldning om, at ”det anede vi ikke”. Som tyske gutbürgere under og efter nazismen.

Det er vores pligt i det mindste at vide, at der i 2016 blev samlet 5079 lig op Middelhavet, mens talløse tusinder af andre fortabte er omkommet uden at blive registreret noget sted. De var flygtninge, ganske almindelige medmennesker, der søgte mod sikkerhed og et tåleligere liv. Døde nu, blandt andet fordi man her hos os simpelthen ikke vil have mørke mennesker gående på motorvejene. Statsministeren vil ikke have det. Hans politiske bagland vil ikke have det. Vælgere vil ikke have den uorden.

Vi skal – selvom magtfulde medier ikke længere så meget som registrerer det – vide, at man pr. den 22ende i denne måned har løftet foreløbig 230 lig op fra bølgerne siden nytår. Det fortsætter, det vil fortsætte, og vi har politikere, der køligt velovervejet ”kommer til at sige”, at mennesker som du og jeg – børn, kvinder og mænd fra ulykkelige dele af verden – skal skydes eller drukne, så de kan lære det. Eller som med selvsikre ulvegrin og for åbent kamera foreslår, at disse ”migranter”, som de foragteligt foretrækker at kalde dem, skal have deres kufferter med diamanter konfiskeret allerede ved den genoplivede grænse. For det skulle da bare mangel andet, ikke sandt?

Vi har først og fremmeste vælgere – naboer og medmennesker i dette land – der stemmer på de samme politikere i begejstring over den slags snak.

Men: Vi andre, der nok aldrig kunne drømme om at stemme på den slags politikere, vi her på udstillingen for eksempel, forfærdet over det vi ser også her – vi har selvfølgelig OGSÅ pligter. Vi er ikke ansvarsfri i en verden, der ser sådan her ud. Vi kommer til at gøre en hel del mere end at ryste opgivende på hovedet og gå hjem med endnu en klump nagende dårlig samvittighed.

Redde verden kan ingen af os, men gøre en forskel på liv og død overfor enkeltindivider i nød og lidelse, det kan vi alle. Der er mennesker her i landet og hele vejen ned gennem Europa, ude på de græske øer, og i Tyrkiets, Syriens, Libyens og Libanons nærområderædsler, der har smidt alt, hvad de havde i hænderne, da de så flygtningene komme med deres børn, klapvogne, plastikposer og lidelse. Der er tusinder, titusinder, der uden at tøve har forstået, at dette er vores tilværelses moralske udfordring. At det er nu, der skal handles, hvis vi skal kunne se os selv, vore børn og fremtidige generationer i øjnene.

Det er i en forstand let nok: Det er det, man med en normal opdragelse på vore breddegrader vil opfatte som et … moralsk imperativ.

Helt enkelt: Der er ikke nogen undskyldning for ikke – som minimum – at GIVE nu.

Eller endnu bedre: At handle. At tilbyde sin tid og sit arbejde direkte, hvor det gør ondt. Og alle, der følger det, det moralske imperativ, det indlysende retvisende instinkt, at vi skal hjælpe, når folk dør for vore øjne – alle jeg har mødt af deres slags fortæller, at det hele kommer tifold tilbage. At det ud over den konkrete forskel det gør for flygtningene, giver virkelig, absolut, mærkbar mening i tilværelse. Det giver langt mere mening og personlig tilfredsstillelse at give end at få. Så enkelt er det vist.

Så se billederne og gør hellere det: Gør personligt en forskel. Der burde ikke være noget at rafle om.

P.s. Der er en kendt rapper, der kalder sig Ham Den Lange, der gennem det sidste par år, har brugt al sin tid og har penduleret til Grækenland for at deltage i indsatsen for forkomne flygtninge der. Det handler om liv og død. Han og hans venner har skabt en organisation – den hedder ”100% Nødhjælp” – hvor man kan melde sig eller give penge og anden hjælp, som de så sørger for kommer direkte hen, hvor det gør en forskel. Hver en krone går direkte til de nødstedte. Støt meget gerne dem. Eller Dansk Flygtningehjælp. Eller Red Barnet. Der er heldigvis mange andre.

God udstilling.