Søren Keldorff anmelder den nye Internationale af Malte Frøslee Ibsen

20. juni 2019

“God bog til Enhedslisten og andre om hvorfor EU er omdrejningspunktet for en progressiv politik.”

Malte Frøslee Ibsens nye bog ”Den nye internationale” bør i sær anbefales til medlemmer og tilhængere af Enhedslisten. Malte Frøslee Ibsen (MFI) argumenterer overbevisende for at EU er omdrejningspunktet for at venstrefløjen kan give et troværdigt og effektivt svar på de udfordringer vi står over for. MFIs bog burde kunne overbevise Enhedsliste folk til at lægge kursen om, at indse at EU er en politisk kampplads og sammen med resten af centrum-venstre i Danmark arbejde for en reform af EU og en ny retning i politikken, i stedet for at være modstander af EU og melde Danmark ud.

Bogen er imidlertid også god for andre – Selv om det også må siges, at den for et gammelt Nyt Europa medlem med tilknytning til SF ikke har mange nye erkendelser om den overordnede EU-politik. Den har en meget god samlet beskrivelse af EU’s historie og de udfordringer vi står over, og er stærk i argumentationen for at fælles europæiske løsninger og at samarbejde mellem socialdemokratiske partier og venstrefløjen bakket op af stærke civilsamfundsorganisationer og folkelig deltagelse er en nødvendig betingelse. Jeg synes også den har nogle svage punkter og ofte er på et højt abstraktionsniveau, men nogle mangler og svagheder deler MFI desværre med os andre. Jeg synes. at MFI er for meget fokuseret på venstrefløjen. Der er brug for og mulighed for bredere politiske alliancer. Det er ikke kun i Danmark, hvor de Radikale skal med, at der er brug for at få centrum med.

MFI analyser fire sammenhængende kriser: Legitimitetskrisen, ulighedskrisen, klimakrisen og flygtningekrisen. Han konkluderer, at venstrefløjen må udvikle en fuldgyldig europæisk venstrefløjsbevægelse, en ny internationale, der gør op med både ukritisk opbakning og kortsigtet EU modstand og gør demokratiseringen af EU til en strategisk kernemålsætning. Venstrefløjen kan og skal ifølge MFI gøre EU til et demokratisk instrument i kampen for et effektivt svar på den stigende ulighed, klimakrisen og flygtningekrisen. Og det er jo helt rigtigt.

Det er også godt, at bogen peger på at udfordringerne er sammenhængende og at løsningerne også er sammenhængende. En grøn omstilling uden, der også kommer mere social lighed og fremgang for lavindkomstgrupper og socialt udsatte er ikke holdbar. Mere fælles europæisk politik kræver mere folkelige opbakning, som kræver mere demokrati – og så dan kunne man blive ved.

Flygtningekrisen repræsenterer ifølge MFI et genuint moralsk dilemma: På den ene side står flygtningenes menneskerettigheder og krav på asyl. Hvis vi åbner grænserne for tusindvis af flygtninge og migranter, risikerer det at sætte befolkningens opbakning til velfærdsstaten over styr. Hvis vi omvendt forsegler grænserne og afviser at hjælpe mennesker på flugt, forbryder vi os i praksis mod flygtninges basale menneskerettigheder. Dette moralske dilemma kan ikke forløses inden for rammen af nationalstaten, men kræver i stedet en koordineret europæisk og i sidste instans global institutionel indsats over for flugtens og migrationens årsager. EU’s hidtidig tiltag med et pragmatisk og effektiv aftale med Erdogans regime er moralsk dybt problematisk. MFI siger, at han ikke har meget konkrete bud på løsningen. Han siger dog, at det må indeholde visse af de elementer, som Socialdemokratiet har fremlagt i deres udlændingepolitiske udspil – ikke mindst et asylsystem, der afmonterer flygtningenes incitament til at risikere flugten over Middelhavet.
EU må bidrage til en bæredygtig udvikling i Afrika, f.eks. ved at sløjfe den europæiske landbrugsstøtte og understøtte en klima- og miljøvenlig produktion i de afrikanske lande, så en bæredygtig afrikansk eksport af fødevarer til Europa kan drive udviklingen på det gigantiske kontinent. FN’s flygtningesystem bør styrkes massivt, og der må gøres op med østeuropæernes modvilje mod en fordeling af flygtninge mellem EU-landene.

MFI vil have et opgør med den teknokratiske politik. ØMU’en og finanspagten skal afmonteres og den politiske struktur skal ændres. MFI afviser tanken om Europas forenede stater og mener at nationalstaterne skal forsat være den primære ramme for demokratiet i Europa som udbygges med en stærkere politiske struktur, hvor Europaparlamentet og Det europæiske råd omdannes til to kammersystem, kommissionen udspringer af et flertal i Parlamentet og har en eurofinansminister, der står til ansvar over for Europa-Parlamentet, og som udstyres med et selvstændigt EU-budget og skatteudskrivningskompetence. MFI har helt ret i, at det afgørende i en sådan reform er, at enhver styrkelse af de europæiske institutioner går hånd i hånd med en langt stærkere demokratisk forankring af den europæiske politiske magtudøvelse, end vi har i dag.
MFI kritiserer ØMU’en og finanspagten, men siger også at det er en grundlæggende misforståelse af de europæiske institutioners væsen at tro, at de udgør et sæt bindende neoliberale regler, der aldrig kan bøjes, forhandles eller brydes i praksis. Som MFI siger, har vi igen og igen set, at det er den politiske magtbalance i Europa, der afgør, hvordan EU’s regler i konkrete tilfælde udlægges.

Hvad er det så for en politisk bevægelse MFI vil have skabt? MFI mener, at de gamle socialdemokratiske arbejderpartier på tværs af Europa er blevet til forsvarere for et uforsvarligt status quo, mens gamle kommunistiske og socialistiske venstrefløjspartier har fundet sig til rette i en rasende afvisning af status quo, men uden at tilbyde et realistisk eller farbart alternativ.

MFI siger meget rigtigt, at tyske Die Linke og Aufstehen, Frankrig Melanchon La France insoumise („det ukuede Frankrig) og Enhedslisten i Danmark har en naiv og urealistisk EU-modstand. Forsikringer om, at man vil forfølge alternative europæiske samarbejdsmodeller på et hypotetisk mellemstatsligt aftalegrundlag, fremstår så naive og ugennemtænkte, at de næsten ikke er værd at tage seriøst, fordi et mellemstatsligt samarbejde aldrig vil have de nødvendige politiske mekanismer til at gennemtvinge fællesløsninger på kollektive handlingsproblemer, som netop kendetegner et supranationalt unionsprojekt.

MFI koger sin argumentation ned til den påstand, at den eneste politiske form, der vil tillade venstrefløjen at øve afgørende indflydelse på den fremtidige samfundsudvikling, er en ny Internationale. MFI mener, at Europas venstrefløjspartier bør indgå i et tværpolitisk og langt mere robust samarbejde fra de gamle socialdemokratiske arbejderpartier til de postkommunistiske udbryder- og samlingspartier på den ydre venstrefløj.

MFI har mange kritiske betragtninger om de politiske partier, men anser dem fortsat som nødvendige, dog med behov for reformer. Han ser lovende tegn for et mere koordineret og integreret samarbejde i de europæiske samlingspartier på europæisk niveau og grupperne Europa-Parlamentet.

MFI har pæne ord om European Spring, men European Spring-initiativet lider under, at det ikke er forankret i de store, etablerede europæiske venstrefløjspartier, men i stedet søger at danne en helt ny progressiv europæisk alliance med udgangspunkt i relativt nystiftede og svagt etablerede partier i de nationale politiske arenaer.

MFI peger på at civilsamfundsorganisationer har en væsentlig rolle at spille ved at lægge et pres på ikke blot politikerne og teknokraterne i Bruxelles, men også på politikerne i medlemslandenes parlamenter og stille krav om europæiske løsninger på problemer, som medlemslandene hver især ikke magter. I sær fagbevægelsen har en rolle at spille. Unfair konkurrence og den stigende ulighed kan kun stoppes, hvis europæiske fagforeninger og venstrefløjspolitikere står sammen om at kræve en stærkere beskyttelse af lønmodtager rettigheder i EU. Her gør MFI sig til talsmand for fastsættelsen af en fælles minimumsløn på 60 % af den nationale gennemsnitsløn i hele eurozonen. Det burde det danske socialdemokrati og den danske venstrefløj lytte efter.

Civilsamfundsorganisationer, partier, politikere, offentlige intellektuelle og andre stemmer i offentligheden bør arbejde for dannelsen af transnationale europæiske offentligheder som giver opmærksomhed mod europæiske beslutningsprocesser, der vedrører politiske problemer, som medlemslandene ikke kan løse alene.

MFI bog er god på det overordnede plan. Jeg synes at han ligesom en del andre mangler at fortælle mere præcist at fortælle om, hvordan den ny politik skal udformes. Det drejer sig f.eks. om, hvordan bankerne og finansmarkederne mere konkret skal styres? Det er ikke nok at kritisere sparepolitikken og ØMU. Vi bør også være bedre til at få mere konkret politik om, hvordan spillereglerne for den ny økonomiske politik medlemslandene i mellem skal udformes og ikke mindst hvad indholdet mere konkret skal være.

MFI kritiserer ØMU-reglerne og Merkels sparepolitik for at være ansvarlig for de sydeuropæiske landes dårlige forhold. Han anerkender, at der har været offentligt overforbrug i Sydeuropa, men jeg synes at det mangler, at i sær de sydeuropæiske lande har brug for strukturreformer, hvor der investeres i at give børn og ligestilling bedre vilkår, at uddannelsespolitikken rettes mod mere grunduddannelse, modernisering af arbejdsmarkedspolitikken for at give unge lettere adgang til jobs, flere investeringer i grøn infrastruktur og omlægning til bæredygtige pensionssystemer.

EU’s sociale søjle er vist kun indirekte nævnt i bogen og det forekommer mærkeligt at MFI ikke kommer ind på søjlen og de progressive tiltag der allerede er gennemført for at få et mere fair arbejdsmarked på tværs af grænser og det potentiale der i er i søjlen for en fælles europæisk indsats for mere social lighed. I forhold til den grønne omstilling savner jeg også en diskussion af mulighederne for at benytte det indre markeds regler til at fremme mere miljørigtige og klimavenlige produkter.

Det er rigtigt og godt, at styrke det internationale samarbejde på venstrefløjen, meeen selv om venstrefløjen er gået frem ved det sidste valg i Danmark, mener jeg at der også skal arbejdes på en endnu bredere europæisk alliance. MFI nævner vidt jeg kan se i bogen ikke de grønne partier. Det gør han dog i et interview i Politiken, men de hører også med i den alliance, der skal forandre Europa. Med de politiske forhold jeg kan se i Europa i mange år frem over, må vi –ligesom i Danmark også have centrum med. Denne bredere alliance må bl.a. skabes ved at progressive og venstrefløjs folk presser og endnu bedre overtaler centrum og helst også en del af det moderate centrum højre til en mere ambitiøs politik, der skaber social lighed, grøn omstilling, mere demokrati og giver løsninger på migrantkrisen og andre globale udfordringer.

Af Søren Keldorff, medlem af bestyrelsen i Nyt Europa.