Steen Gade til Enhedslisten: Drop kravet om at forlade EU

28. februar 2019

I Sverige er Vänsterpartier nået til erkendelsen af, at kravet om at forlade EU er imod folkestemningen på venstrefløjen, og derfor vælger de at fokusere på andre emner som klima og lønmodtageres rettigheder. Det samme håber Steen Gade vil ske for Enhedslisten. Særligt i en tid, hvor det yderste højre forsøger at nedbryde EU’s værdigrundlag.

Steen Gades læserbrev er fra Information d. 27. februar og kan læses herunder

Forleden vedtog et flertal i Vänsterpartiet i Sverige, at det ikke længere er aktuelt at kræve svensk udtræden af EU.

»Der findes en misforståelse om, at Vänsterpartiet ikke skubber på i forhold til klimaspørgsmål og lønmodtagernes rettigheder, fordi vi hellere vil have, at Sverige slet ikke er med i EU. Og det gør, at færre stemmer på os«, udtaler partiets formand Jonas Sjöstedt, samtidig med at han lægger op til, at partiet næste år også ændrer partiprogrammets »ud af EU«-afsnit.

At det er meget alvorligt ment, understreges af formandens hovedargument for ikke at ville forlade EU. Nemlig for at kæmpe for bedre klimaindsats og bekæmpe racisme.

To helt afgørende emner for et venstrefløjsparti i 2019, hvor det yderste højre mobiliserer for at nedbryde EU’s værdigrundlag indefra, og hvor Storbritannien med Brexit tydeliggør, hvordan det liberalistiske og det yderste højre smelter sammen i modstand mod EU-samarbejdet.

Nu mangler vi bare, at den samme erkendelse når til Danmark, hvor vi på besynderlig vis har hele to lister, der appellerer til venstrefløjsvælgere, og som fortsat ønsker, at Danmark skal ud af EU. Folkebevægelsen mod EU kan jo ikke påvirkes. Men Enhedslisten, der i mange sager oplever sig tæt på Vänsterpartiet, burde tænke sig alvorligt om.

Tiden er inde – eller rettere: Det har den været alt for længe!

Der er meget vraggods, der skal kasseres. »Enhedslisten er grundlæggende modstander af EU og ønsker dansk udmeldelse«, og EL arbejder for »at svække, nedbryde og afskaffe EU« er fra EU-programmet fra 2016.

Og i hovedbestyrelsens udtalelse fra maj 2017 er der krav om, at en ny dansk regering skal genforhandle Danmarks forhold til EU og evt. derefter endnu en folkeafstemning om at forlade EU.

Vänsterpartiet har haft lignende formuleringer, som de i søndags gjorde op med. Det må Enhedslisten også se at få gjort. Det er ikke let. Det ved jeg. Men jo før, jo bedre.

Det handler om at se verden, som den er. Lige nu. Med et europæisk samarbejde der presses fra et nationalistisk højre. Med Putin og Trump og med enorme klima- og miljøudfordringer. I den situation kan et stort, venstreorienteret og grønt parti ikke fortsat lede efter en udgang.

 

Debatinlægget fra Information kan findes her