Syvende session i Akademiet for Bæredygtig Udvikling

8. december 2016

Den syvende og sidste session for bæredygtig udvikling (d. 5.12) havde fokus på Mål 17 om Partnerskab for Handling. Med udgangspunkt i implementering og måling af verdensmålene var der oplæg af direktør i Danmarks Statistik, Jørgen Elmeskov, vicedirektør fra Institut for Menneskerettigheder Eva Grambye samt professor Steen Hildebrandt, der tog initiativ til den bog akademiet er baseret på. Som hyggelig afslutning var der samling omkring æbleskiver og certifikater efter oplæggene.

Elmeskov understregede verdensmålenes ed om at; ’don’t leave anyone behind’. Overordnet skyldes det målenes fokusskift fra udelukkende at se på udviklingslande, til at gælde alle lande. I det statistiske arbejde inkluderer det løfte dog også muligheden for at bryde ned og se på de enkelte detaljer, såsom køn, minoriteter etc. En optimistisk Elmeskov mente bestemt at Danmark kan bidrage på dette punkt, eftersom vores statistik arbejde er baseret på alle administrative registre, hvilket gør at Danmark sandsynligvis kommer til at spille en stor rolle i målingen af verdensmålene. Dog kræver det store mængder af ressourcer, som blev påmindet os kan være omfattende at skaffe. En anden væsentlig udfordring er dog i spændingen mellem hvad der skal vægtes højest – foretagelse af målingerne nationalt eller internationalt. Elmeskov talte for den nationale model, der med iværksættelse af lokale statisk bureauer, hvor de enkelte lande melder deres tal ind til en fælles database, samtidig skaber kapacitetsopbygning. Den internationale model med ledelse af FN-bureauer har den fordel at sætte processen hurtigere i gang, men så mindskes tanken om kapacitetsopbygning. Samtidig udtrykte Elmeskov bekymring for om risikoen for forvridning af fokus, hvis mål der ikke er nær så talvenlige at måle, ikke får samme opmærksomhed, hvor han bl.a. nævnte at det er svært at finde indikatorer for miljø mål frem for de økonomiske. I Danmark afventes stadig den nationale handlingsplan, der som følge af ny regeringsdannelse potentielt bliver forsinket, men Elmeskov pointerede også vedtagelsen af at rykke 2030 dagsordenen fra Udenrigsministeriet til Finansministeriet, som en positiv betragtning, idet ministeriet kan sikre ressourcer i relevante institutioner for at gennemføre processen.

Grambye vægtede koblingen mellem menneskerettigheder og verdensmålene højt, hvilket kræver en fælles mængde af de tre bånd – miljø, økonomi og det sociale. Eksempelvis er vækst acceptabelt, så længe det ikke går udover de andre bånd. Grambye pointerede hvordan menneskerettighederne er afspejlet i verdensmålene og at de kan være med til at skabe social sammenhængskraft. I implementeringen af verdensmålene, kan menneskerettighederne støtte op som et slags juridisk bid som befolkninger kan kræve deres regeringer skal leve op til, som fx retten om adgang til information. Omvendt bakker verdensmålene også menneskerettighederne op som en politisk vision og en ny måde at tænke rettigheder på. Eksempelvis kan Mål 10 om lighed skabe momentum for menneskerettigheder. Gramby var positiv overfor udviklingen af modtagelsen af globale mål, som har ændret sig fra at virksomheder engang var irriteret over at skulle overholde menneskerettigheder, til at de nu er mere positivt stemt om et samarbejde i opnåelsen af verdensmålene, hvilket oven i købet sætter menneskerettighederne i et bedre lys. Eksempelvis er Novozymes et forbillede for andre virksomheder, som Gramby gerne så de var mere inspirerede af. Måling af verdensmålene gavner også interesse for menneskerettigheder, fx måling af uddannelse giver meget viden om graden af implementering af menneskerettigheder generelt i landet.

Hildebrandt definerede målene som det vigtigste der længe er sket på kloden og at han har tiltro til implementeringen af dem. Han mindede os om væsentligheden af at vide, hvor vi er på vej hen i forhold til hvor vi gerne vil hen, for ’hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der hvor vi er på vej hen’ som han citerede. Afgørende for en sådan omdrejning er stærk ledelse, som han efterlyste til implementeringsaspektet. Dels kravene om enorme investeringer i alt fra forskning til infrastruktur, som Hildebrandt pointerede kræver inddragelse af den private sektor, for at se implementeringen af målene. Dog kræves også ændring af produktionsprocesser og regulering af markedskræfter, for en mere bæredygtig udvikling. Hildebrandt mente at nogle af de klassiske forretningsmodeller er ved at blive afløst af fælles udvikling og dermed ændrer konkurrence modellen sig. Konkret set skal der i lyset af implementeringen derfor oplyses og vidensdeles om målene på alle niveauer. Særligt ungdommen skal have formidlet håbet om at se muligheden for at skabe en bedre verden, men også forstå truslen ved virkeligheden. Idet verdensmålene ikke fylder så meget i de enkelte staters politiske debatter, var Hildebrandt positivt stemt for at befolkningerne vil træde til og vise at ’business as usual’ faktisk ville være det naive træk, frem for at se realiteterne i øjnene. Samlet set var Hildebrandt optimist omkring implementeringen af verdensmålene så snart udviklingstendenser og retninger ville være mere synlige. Afrundende blev vi påmindet vise ord fra Einstein om at; ’det er ikke alt der tæller, der tælles og det er ikke alt der tælles der tæller. Tæller vi det der tæller?’

Afslutningsvis opfordrede initiativtagerne bag akademiet FN Forbundet og Nyt Europa til at interesserede kan deltage aktivt i at fortsætte debatten via dette samarbejde og tage initiativer til at stille skarpt på implementering af verdensmålene. Hvis du er interesseret i at forsætte debatten, så skriv til jr@nyteuropa.dk

Indlægget er skrevet af Ditte Ingemann Hansen