- Af Lone Loklindt, Forperson i Nyt Europa
EU og Danmarks 50-års jubilæum er for mig, som forperson for Nyt Europa, noget særligt. De sidste måneders indlæg fra debatserien, 50 år i EU, viser, at andre nærer lige så dybe følelser om det europæiske fællesskab og gør sig tanker om Europa i fortid, nutid og fremtid. At læse disse dybtfølte tilkendegivelser er en stor glæde, for ingen skaber fællesskab alene og det europæiske samarbejde fortjener større folkelig opbakning. Når vi markerer de 50 år, gør vi det derfor i Nyt Europa med hjerner og hjerter, der både føler og tror på, at landene i Europa står stærkere sammen.
Jeg anser mit forhold til Europa som byggesten i mit kulturelle og sociale fundament. Da jeg som student drog mod Paris, var det med kæmpe spænding over alt det nye, jeg skulle opleve. Jeg måtte dog snart sande, at det, der kom til at fylde mest i mine år i Frankrig, ikke var forskellighederne, men hvor godt vi faktisk forstod hinanden. Ikke kun på et fundamentalt mellemmenneskeligt plan, men ud fra en følelse af, at vi havde noget helt grundlæggende til fælles; noget, der ligger i vores kultur og vores forståelse af menneskets værd. I min optik er dette intuitive tilhørsforhold helt unikt for de europæiske lande. Siden har Europa haft en central plads i min måde at forstå mig selv og mine omgivelser på - som en verden af forskelligartethed, der alligevel er dybt forankret i en grundbas af folkelig samhørighed på tværs af kontinentet.
Selvfølgelig har store samarbejder knaster. Man siger, at EU har et svagt tag i medlemslandenes befolkninger; at de ikke føler en tilknytning til projektet. At deres stat er deres identitet. Og rigtigt meget i verden er da også bygget op om nationalstaten. Og der har da også været rigeligt at være nervøs over i EU de seneste år. I vores inderkreds har vi oplevet demokratiske tilbageskridt. Ungarn og Polen har hver især begrænset deres befolkningers demokratiske rettigheder og kompromitteret retssikkerheden. Det har ikke alene været rystende ud fra et frihedsperspektiv, men også ud fra ideen om, at et medlemskab af EU er mere end et indre marked med nationale til- og fravalgsordninger. Vi kan ikke være ligeglade, når domstole undermineres, når kvinde-, LGBT- og migrantrettigheder krænkes og mediefriheden begrænses; og slet ikke, når det foregår i lande, som vi anser som europæiske broderfolk. Samtidigt forlod briterne det europæiske samarbejde og satte en bølge af overvejelser i gang flere andre medlemslande. Selv i Danmark var der politikere, der i ramme alvor flagede for, at også vi skulle lægge nøglerne på bordet og gå egne veje. At vi skulle stå bedre og stærkere alene.
Denne tale er forstummet. Vi er rykket tættere sammen i Europa. Der skulle gedigne kriser til at fjerne det nationale slør fra øjnene, så flere igen kunne se værdien i vores fælles ophav og kraften i at kunne handle med samlet styrke, i ånd og hånd. Vi burde have indset, at migrantkrisen i 2015 krævede, at vi i højere grad løftede i flok. Måske såedes allerede her et frø af sammenhold, der skulle vise sig kun at vokse. Herefter kom Corona buldrende ind over vores kontinent, og vi rykkede tættere sammen og delte det, der var. Vi græd, da russerne invaderede Ukraine, og EU står nu last og brast med det ukrainske folk – både når de kommer som flygtninge, og når de kæmper på deres hjemlige slagmark. Vi mærker sammenhørigheden med dem som vores nabo og med hinanden indenfor EU’s grænser. Vi står sammen skulder ved skulder og finder løsninger, der holder længere end budgetår og valgperioder. De seneste år har været et vendepunkt med optagelse af fælles gæld og fælles mål for en grøn fremtid. Det er i høj grad EU, der driver udviklingen for mere natur og bedre beskyttelse af biodiversiteten, senest med EU's skovlov og krav om vild natur. Det er EU, der beskytter vores digitale rettigheder gennem GDPR og bekæmper illegalt indhold og hadefulde ytringer på de store platforme med den nye Digital Services Act (DSA). Hvor ville jeg ønske, at det var det billede på et sammentømret og progressivt EU, der kom op i bevidstheden hos alle europæere, så det var på den baggrund, der blev arbejdet kritisk og konstruktivt med at gøre samarbejdet og fællesskabet bedre i fremtiden.
For min gamle mor er det entydigt fraværet af krig mellem EU-landene, der er det vigtigste. For mange nye EU-borgere er det Charteret for grundlæggende rettigheder, og for mig personligt har det været den fælles europæiske identitet, som står tilbage efter at have boet uden for Danmark. Jeg tror på en fælles ånd, en fælles historie og kultur, der ikke kan opgøres i Euro. Det binder os sammen i oldgammelt blod og skikke, samtidig med at vi inspireres af den europæiske mangfoldighed. For mig står det klart, at Danmarks 50 år i EU er lig med et forpligtende samarbejde, som over tid har fået større og større betydning. Gennem EU har vi en stemme i verden og en vigtig mission for at styrke humanisme, demokrati, solidarisk velfærdssamfund og det enkelte menneskes integritet. I en verden som lige nu er under store opbrud.
Debatserien 50 år i EU har fået indspark fra både politikere, erhvervspersoner, erhvervsorganisationer og fagbevægelsen, studerende og højskoleelever, samt ikke mindst medlemmer af Nyt Europa. Dette illustrerer, at vi alle i Danmark har et forhold til det europæiske samarbejde på den ene eller den anden måde. I Nyt Europa glæder vi os til at fortsætte samtalen om hvilket slags EU, vi ønsker fremadrettet. En samtale kommer vi til at intensivere frem mod Europa Parlamentsvalget i 2024.
Comments