top of page

50 år i EU: Gaven ingen ønskede sig

Hvorfor falder ansvaret for planetens klima til de unge og de næste generationer, når det er de forrige, der har fejlet? Det er trods alt de unge, der kæmper hårdest for klimaet, fordi vi er de største ofre.


Af Marie Olesen, Elev på Vrå Højskole


Hvis EU og Danmark skal nå at fejre 100-år sammen, skal der gøres noget nu.

I år har EU og Danmark guldbryllup med hinanden, men i stedet for at fejre, hvad der burde være noget lykkeligt, kan vi ikke undgå at tænke på, hvor skidt klodens fremtid egentlig ser ud.


I 2022 alene, blev mere end 16.000 mennesker dræbt af hedebølger og omtrent 1.700 mennesker døde af oversvømmelser i Pakistan.

Gletsjere smelter og iskapper forsvinder i oceanerne, mens flere og flere dyrearter risikerer at uddø, på grund af klimaforandringerne og den sjette masseuddød er en realitet.


Klimaforandringerne har fået usikkerheden om fremtiden til at stige. Efterhånden, som påvirkningerne forstærkes, er en ting blevet stjerneklar: De unge og de næste generationer vil være efterladt med en klode, der er skadet.


Verdenen i dag er hjemsted for omkring 1.8 milliarder unge i alderen fra 10-24 - den største generation af unge nogensinde. Unge mennesker er mere og mere bevidste om klimaet og dets udfordringer og risici.


Burde det ikke skræmme institutioner og den danske regering nok til at gøre noget?

Sandheden gør ondt, men her er den: Den ældre generation har fejlet og det er de unge der skal betale med deres fremtid - medmindre EU og Danmark strammer sig an de næste 50 år.


COP27 har nu etableret en fond for tab og skade, som skal gå til de mest sårbare udviklingslande, der særligt lider under klimakatastrofer. Det tog 30 år at blive enige og det er da også et stort fremskridt, men det løser ikke hovedproblemet, nemlig at vi stadig er storforbrugere, storstreamere og afhængige af mode og gadgdets, som fortsætter ødelæggelsen af vores klode.

Vi kan ikke læne os tilbage og slappe af, hverken politikere eller os som forbrugere.

Vi skal ændre vores vaner og prioriteter, i hvert fald, hvis Danmark og EU skal nå at fejre diamantbryllup med god samvittighed.


De næste generationer fortjener en bedre fremtid. Klimaet ændrer sig, og det burde vi også.

Vi skal alle blive bedre til at tænke mindre og handle mere. Alt fra kortere brusebade til mindre madspild, og mere genbrug.

Deltag i demonstrationer, skriv læseblade og lad din stemme være hørt.

Kampen for klimaet vil kun lykkes, hvis alle kommer sammen og kæmper for fremtiden.



Debatserien, 50 år I EU, er blevet til med støtte fra Europa-Nævnet. Vil du også have dit indspark på Nyt Europas hjemmeside, så send dit bidrag til nyteuropa@nyteuropa.dk og deltag i debatten.

Comments


bottom of page