Af: Steen Gade, Jakob Erle, Anders Andersen og Søren Keldorff. Kronikken er bragt i Information d. 3. marts 2025.
Den papirtynde afstand mellem USA og Danmark, som Mette Frederiksen for få uger siden drømte om, blev med voldsom kraft erstattet af en kæmpemæssig bjælke, da USA’s præsident insisterede på at ville overtage en del af kongeriget. Med trusler om både at benytte sin økonomiske og militære overmagt for at få sin vilje og lade hånt om folkeret og folkenes selvbestemmelse.
Danmark og Grønland er på den måde blevet placeret som spydspids i en konfrontation om, hvorvidt international ret skal respekteres, eller om bøllemetoder og den stærkes ret skal styre verden. Lige nu afventer begge parter det grønlandske valg, men intet tyder på, at konflikten om Grønland ophører. Tværtimod: I lyset af USA’s dramatiske svigt af Ukraine og den voldsomme svækkelse af NATO-samarbejdet ser vi måske konturerne af et direkte sammenbrud.
Afstanden mellem Europa og USA bliver lige nu større og større, nærmest dag for dag. America first-tankegangen efterlader EU alene hjemme og står på næsten alle parametre for et helt andet syn på verden end ideen bag EU-samarbejdet. Mange drømmer nok om, at det snart vil ændre sig. Det vil vi advare mod. Tankegangen har sat sig fast i USA og vil være dominerende i mange år fremover. Også med en anden præsident, der måtte have lidt større sans for Europa og Grønland.
Europa er vågnet op til en ny verdensorden
Alt det fører samme sted hen. Mod Europa og Den Europæiske Union. Mette Frederiksen forstod instinktivt, at der måtte en rundtur til vigtige europæiske hovedstæder til, da USA startede truslerne mod Grønland og Danmark. Og i disse dage arbejdes der på højtryk i EU-Kommissionen og i EU-landenes hovedstæder for at kunne tage de nødvendige beslutninger om Ukraine i løbet af meget kort tid.
Vi i Danmark må derfor sætte fuld kraft ind på at styrke EU-samarbejdet markant. EU er det mest vellykkede regionale samarbejde i verden og bygger på tankegangen om en verdensorden, hvor internationale aftaler gør det muligt at styre verden uden om de farligste skær. Fra krige til klimaforandringer.
Med USA i en ny rolle bliver EU-samarbejdet endnu vigtigere for Danmark. Både når det gælder vores situation i Europa, og når det gælder Grønlands vej mod øget selvstændighed.
Sammenbruddet for den gamle orden er i Europa tæt forbundet med en i forvejen kritisk situation for resterne af den liberale verdensorden. Det handler om Ruslands overfald på Ukraine. Om et svækket FN-system og om det globale syd, hvor afgørende lande som Brasilien, Indien og Sydafrika ikke støttede fordømmelsen af Ruslands invasion, men undlod at stemme i FN.
Et mere selvbevidst globalt syd med øget modvilje mod vestens dobbeltmoral – for dem tydeliggjort af krigen i Gaza – intensiverer i disse år samarbejdet med Kina og Rusland.
Også derfor er et mere selvstændigt og stærkere EU-samarbejde nødvendigt i den verden, vi netop nu ser ind i. Både for at forsvare os selv og for at kunne spille en rolle til fordel for en fremtidig ny og hæderlig orden i verden. Det kræver en markant offensiv linje fra både Danmark og EU.
Fem teser for fremtidens EU
Vi vil forholde os til fem afgørende områder lige nu. Den militære oprustning fylder mest, men kan på ingen måde stå alene. ’Hvor mange procent af bnp’-diskussionen fylder, men det vigtigste er, hvordan vi i en fart får opbygget et stadigt mere selvstændigt europæisk forsvar. Vi skal selv producere våben, sikre teknologi og kommunikationsstyrings- og ledelsessystemer i Europa.
EU kan ikke i dag stå alene over for et aggressivt Rusland, men processen frem mod at kunne det skal fremskyndes. En krævende opgave for Europas politikere. Derfor er det meget positivt, hvis Storbritannien vil være en del af et fælles europæisk forsvar. Og vi kommer heller ikke uden om at drøfte atomar afskrækkelse. En styrkelse af det franske atomvåbensystem må indgå. Ikke for at kunne matche Ruslands, men for at kunne levere en relevant afskrækkelse.
For det andet trænger EU’s evne til at føre fælles udenrigspolitik sig på. Vi har i den nye situation med øget regionalisering og konkurrence behov for at optræde koordineret. Risikoen for, at de andre store aktører som Kina og USA vil forsøge at spille EU-landene ud mod hinanden, vil vokse i takt med øget global rivalisering.
EU skal derfor udvikle en alliance med store dele af det globale syd og turde kæmpe for et styrket FN, der bedre repræsenterer det globale syd i for eksempel FN’s Sikkerhedsråd. Overalt skal EU tage førertrøjen på for at fremme multilateralt samarbejde, der skal kunne rumme alle – også dem, vi er meget uenige med som for eksempel Kina. Dog uden at være naive og uden at opgive kampen for demokrati og imod diktatur.
En reel styrkelse af fælles udenrigspolitik kræver, at EU kan tage beslutninger, uden at alle er enige. Danmark skal være åben over for både flertalsafgørelser og/eller ret til konstruktiv afståelse.
Klimaet trænger sig voldsomt på. Med USA’s farvel til Parisaftalen bliver det endnu vigtigere at levere resultater på COP30 til november. Det er nu landene skal indlevere nye løfter om CO₂ – reduktioner, og det er her, EU får sin første chance efter Trump for at etablere et bedre samarbejde med det globale syd.
Noget, der forhåbentlig kan udvikles til en reel alliance. Den handler om Sydamerika og Afrika samt gruppen af mindst udviklede lande (LDC-gruppen i FN). Og så handler det om at kunne samarbejde med Kina. Kina er helt afgørende for at håndtere den globale klimakrise.
For det fjerde skal EU udvides. Det står allerede klart, når det gælder Ukraine og Moldova og vil indebære store ændringer af EU-samarbejdet. Mindre fokus er der på Vestbalkan. De er nogle af Europas fattigste lande og trænger til hurtigt medlemskab og markante forbedringer hele vejen rundt. Flere kræfter bør sættes ind her – også fordi både Rusland og Kina arbejder målbevidst på at øge deres indflydelse på Vestbalkan.
For det femte den store diskussion i kølvandet på Draghi-rapporten. Hvordan kommer EU-landene på omdrejningshøjde med vores to store økonomiske konkurrenter, USA og Kina?
Øget konkurrencedygtighed skal linkes direkte til den grønne omstilling med udvikling af cirkulær økonomi, vedvarende energi og avancerede styringsmodeller. Det gælder også den fælles industripolitik. Det må ikke blive en krig imod regler og grønne politikker, som Trump lægger op til i USA, men i stedet politik, der fremmer den grønne omstilling og samtidig øger konkurrenceevnen.
Det går ikke længere med danske forbehold
Alt dette kræver, at EU får en bedre økonomi. Statsministeren har forberedt os på, at EU vil gå på lånemarkedet. Det er fornuftigt nok, men det er langt bedre, at EU får egne indtægter. CO₂-grænsetilpasningsmekanismen er en start, der bør udbygges med fælles miljøafgifter, fælles regler om beskatning, kamp mod skattely med mere.
I det hele taget bliver økonomisk samarbejde og koordinering vigtigere i fremtiden for at sikre det fulde udbytte af en fælles industripolitik. Især når den skal gøres grøn og modernisere vores samfund.
Det er, som om vi danskere først nu indser, at vi som et lille land får størst indflydelse ved at være helt med i EU-samarbejdet. Derfor bliver det ikke ved med at gå, at Danmark fortsat har forbehold. Den diskussion kan vi ikke længere gemme væk. Derfor har vi brug for en omfattende debat om Danmark i EU. Netop nu – også selv om der er højspændt krise.
Ikke en debat, der starter med forbeholdene, men en, der starter med alt det, vi skal håndtere. Og – tror vi – kun kan håndtere tættere sammen i EU. Det vigtigste er nu, at vi tør se virkeligheden i øjnene og forstår, at vi som lille land får størst selvbestemmelse i et tættere samarbejde i Europa.
Vi skal tage store, afgørende fælles beslutninger i løbet meget kort tid. Dette kræver, at vi har modet til at gå ind i et betydeligt stærkere europæisk samarbejde. Vi har brug for meget mere EU.
Comments