Af Linea Søgaard-Lidell, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre
Vi har lovet hinanden i EU, at pengene fra den store genopretningsfond skal bruges på at forny den europæiske økonomi. Det skal vi leve op til.
I Danmark får vi efter planen omkring 11,5 milliarder kroner, og selvom landene har deadline for indlevering af planerne om mindre end en måned, så er det ikke meget konkret, vi har hørt om, hvordan den danske regering forestiller sig at bruge pengene. Kun hvis man er typen, der kigger finansloven igennem, har man kunnet læse, at de skal betale for nogle ret udefinerede grønne initiativer i dén. Og i øvrigt bidrage til den ellers fine grønne skattereform.
Det har hele tiden været meningen, at pengene skal være et ekstraordinært skub til de europæiske økonomier. De skal skabe ekstra jobs, ekstra innovation og ekstra vækst. Det værste der kan ske er, at regeringen ikke reelt får investeret i nye og innovative projekter, men i stedet finder det belejligt, at EU-milliarderne kan bruges på nogle af de grønne forpligtelser, man allerede havde på tegnebrættet. På den måde vil EU’s genopretningspakke ikke få den effekt, der var meningen - og den grønne og digitale omstilling får ikke samme boost, som den ellers ville have fået.
Jeg er medlem af den nye arbejdsgruppe i Europa-Parlamentet, der skal føre parlamentarisk kontrol med genopretningsfonden, og det er måske derfor særligt vigtigt for mig, at vi bruger pengene på den måde, vi har aftalt. Derfor vil jeg holde skarpt øje med, hvad regeringen finder på her – præcis ligesom vi skal holde øje med de andre EU-lande.
Vi skal være vagthund og holde øje med, at mindst 37 pct. skal gå til den grønne omstilling og 20 procent til digitalisering. Men vi skal også holde øje med, om der kommer nye projekter, eller om europæernes penge kommer til at dække gamle valgløfter og eksisterende forpligtelser. Det må ikke ske.
Jeg vil opfordre den danske regering til at skynde sig at lægge en klar og ambitiøs plan frem for, hvordan EU-milliarderne skal bruges, så vi kan få en demokratisk debat om det hurtigst muligt. Det har mange andre lande allerede gjort, og det undrer mig, at den danske regering holder overvejelserne så lukkede. Vi burde allerede have haft debatten i Danmark!
Vi skylder den kommende generation at bruge pengene på den måde, vi har aftalt. Det er nemlig dem, der skal betale den massive regning fra år 2028 og 30 år frem. Derfor er det endnu vigtigere, at vi får investeret i tiltag, der også giver mening langt ude i fremtiden.
Det er EU-borgernes skattepenge, der er tale om - og vi har behov for en tydelig og gennemsigtig debat om, hvad de bliver brugt til.
Comments