Af: Jakob Erle, kronikken er bragt i POV international d. 11 marts 2025.
I dag er det tydeligt, at EU og de europæiske lande har den store svaghed, at deres militære forsvar er så afhængigt af USA. Hvis EU skal opretholdes, er det afgørende, at vores kontinent er i stand til at forsvare sig selv mod ydre trusler. Det kræver et militær, som er uafhængigt, sammenhængende og effektivt.
Verden er slået med forbavselse over Trumps radikale ændringer af USA’s rolle i verden. Vi må se ændringerne som en sammenhængende og gennemtænkt strategi, som tjener stærke interessenter, en strategi og handlingsrække, som ikke bare forsvinder.
Disse radikale ændringer er skadelige for flertallet af mennesker i USA, i Europa, i verden. De bidrager til, at det bliver vanskeligere at løse de problemer, vi står overfor som menneskehed, ikke mindst udfordringer som klima, biodiversitet, økonomisk lighed og individers og gruppers rettigheder.
Nu arbejder Trumps USA systematisk på at nedbryde alle dele af det regelbårne system
Derfor må Europa og EU iværksætte en langsigtet indsats for at skabe en bæredygtig verden, som giver mulighed for, at alle mennesker kan få et godt liv, uanset hvor de er på kloden.
München-bedraget
Den 30. september 1938 var den dag, hvor München-bedraget fandt sted. Frankrigs premierminister Daladier, Storbritanniens premierminister Chamberlain, Italiens fører Mussolini og Tysklands kansler Hitler aftalte, at Tyskland kunne annektere en del af Tjekkoslovakiet, imod at Tyskland lovede ikke at ekspandere yderligere. Bedraget var først og fremmest, at Frankrig – uden at inddrage Tjekkoslovakiet i nogen diskussion – opgav den traktat om fælles forsvar, som var indgået i 1925.
Tjekkoslovakiet blev tvunget til at opgive deres mulighed for at forsvare sig selv. Mindre end et år senere var staten opløst, og derefter begyndte 2. verdenskrig, bl.a. fordi Tyskland nu havde adgang til Tjekkoslovakiets ressourcer.
Nu, næsten 87 år senere, proklamerede den amerikanske præsident Trump i forbindelse med det årlige møde om sikkerhed i det samme München, at USA og Rusland ville mødes for at forhandle fred mellem Ukraine og Rusland, uden at dette er aftalt med Ukraine, og uden at EU og de europæiske lande, som er Ukraines naboer og allierede, der tilsammen har støttet Ukraine mere end USA, er inddraget. Vi ved meget vel, at hvis man ikke er med ved bordet, så er man på menuen.
Processen er oprørende, men mere interessant, så er den et tegn på Ukraines og Europas svaghed. Vesteuropas sikkerhed er afhængig af USA gennem Nato-samarbejdet. Vi har ikke et stærkt nok beredskab til at forsvare os selv uden USA. Nu har vi et USA, der opererer ud fra andre interesser og prioriteter end Europa og europæerne.
Det kan ikke understreges nok, hvor stort et skift dette er i USA’s sikkerhedspolitiske orientering. USA har siden den sidste del af 2. verdenskrig været hovedhjørnestenen i opbygningen af et regelbåret internationalt system. Nu arbejder Trumps USA systematisk på at nedbryde alle dele af det regelbårne system. Vi lever i en ny tid, hvor verdens stærkeste økonomi og militærmagt ønsker at omforme verden efter sine egne direkte interesser, uden hensyn til andre, uden at respektere eksisterende aftaler.
Samtidig med at USA var hovedkraften bag de regelbaserede institutioner, så landet sig selv som hævet over dem
Når eksperterne taler om et nyt Yalta, henviser de til, at de kommende sejrherrer i 2. verdenskrig mødtes i starten af 1945 i Yalta, en badeby på Krim. Deltagerne var USA’s præsident Roosevelt, Sovjetunionens Stalin og Storbritanniens Churchill. Her bekræftedes den uformelle aftale om opdelingen af Europas lande mellem sejrherrerne – uden at spørge om befolkningernes ønsker.
De drivende i opdelingen var Churchills Storbritannien og Stalins USSR. For Churchill var det afgørende, at middelhavslande som Grækenland og Italien, som begge havde meget stærke kommunistiske bevægelser, der havde kæmpet mod nazisterne, blev en del af Vesten. Det skulle sikre søvejen til Storbritanniens koloni Indien gennem Suezkanalen. For Stalin var det afgørende at få kontrol over Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og de andre lande, der senere blev en del af Warszawapagten. Der findes en berømt serviet, som Stalin og Churchill skrev på, hvoraf det fx fremgår, at Rusland skal have 90 % af kontrollen over Rumænien og de vestlige magter bl.a. 90 % af magten over Grækenland.
I Grækenland førte det til en blodig borgerkrig fra 1946 til 1949, hvor kommunisterne blev knust, uden at Sovjetunionen blandede sig. I det stærkt borgerlige og katolske Polen kom kommunistpartiet til magten, selvom opbakningen i befolkningen var minimal. Alle central- og østeuropæiske lande fik kommunistiske regeringer, hvilket på ingen måde reflekterede de enorme socioøkonomiske, kulturelle og politiske forskelle mellem landene.
Vest for ”jerntæppet” udspillede det samme sig, og i Danmark kan vi glæde os over, at der var overensstemmelse mellem vores placering geopolitisk som en del af Vesten, allieret med USA og Storbritannien og holdningerne i befolkningen.
USA og den regelbaserede verdensorden
Da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var Storbritannien forarmet, fokuseret på genopbygning og fokuseret på for enhver pris at bevare sit verdensomspændende kolonirige. USA, som stod for ca. 50 % af verdens BNP, var mere fokuseret på opbygningen af regelbaserede institutioner, overvejende i FN-systemet. Det drejer sig fx om WTO (i den første lange periode GATT), som arbejdede for frihandel, WHO, OECD og en lang række andre institutioner.
De tjente i høj grad USA’s interesser ved at give markedsadgang, så amerikanske koncerner og standarder kunne udbredes. Det er interessant, at da England, Frankrig og Israel angreb Egypten for at fastholde kontrollen over Suez-kanalen i 1956 og den geopolitiske dominans, blev det standset af USA. Den amerikanske interesse var fastholdelse af et regelbaseret system, hvor det ikke var våbnenes magt, som bestemte, men et regelbaseret system, som favoriserede den amerikanske økonomi.
Siden Ruslands præsident Putin holdt sin tale 10. februar 2007 på sikkerhedskonferencen i München, har det været klart, at Rusland ønsker at genetablere sin status som supermagt
USA etablerede også Nato som den militære og sikkerhedsmæssige basis for det vestlige Europas sikkerhed. Gennem Marshallhjælpen udøvede USA afgørende indflydelse på genopbygningen af de vesteuropæiske lande. USA var ligeledes afgørende for den proces, som førte til opbygningen af Den Tyske Forbundsrepublik og dens forfatningsordning, og da de europæiske fællesskaber skulle opbygges, var det også med støtte fra USA, og i øvrigt i høj grad til USA’s fordel.
Men samtidig med at USA var hovedkraften bag de regelbaserede institutioner, så landet sig selv som hævet over dem. Det har vi fx set ved, at USA aldrig har tilsluttet sig ICC, den internationale domstol, og vi har set det fx ved USA’s gennemførelse af regimeskift som i Mossadeghs Iran i 1953, i Allendes Chile i 1973 og med erobringen af Irak i 2003. Så selvom USA var hovedkraften bag det regelbaserede system, så fulgte landet bestemt ikke altid reglerne, når de viste sig at være ubekvemme.
Murens fald
Da 2. verdenskrig sluttede, havde USA som nævnt en overvældende økonomisk styrke, men også en overvældende militær styrke i kraft af atomvåbnene, der blev brugt mod Hiroshima og Nagasaki i Japan 6. og 9. august 1945. Allerede 29. august 1949 prøvesprængte USSR sin første atombombe, og i de kommende år opbyggede USA og USSR deres atomarsenaler til det, der blev terrorbalancen og den bipolære verden. I Europa betød det opdelingen mellem Øst og Vest, som med Berlinmurens opførelse i 1961 fik sit mest iøjnefaldende udtryk.
I 1980’erne gennemlevede USSR en dybtgående krise, som først førte til murens fald i november 1989 og til Sovjetunionens opløsning i 1991. Bipolariteten ophørte, og USA var dominerende i en lang periode. Rusland fortsatte sin rolle som nominel stormagt, men de tidligere Warszawapagtlande fik mulighed for at forfølge deres egne udviklinger. De valgte alle at søge om medlemskab i Nato og EU for at sikre sig mod en mulig fremtid med pres fra Rusland, men også for at skabe økonomisk og social udvikling. De andre dele af USSR blev mere eller mindre selvstændige nationer, og de tre baltiske republikker, Estland, Letland og Litauen blev også medlemmer af Nato og EU.
Ruslands genrejsning
Efter en lang kriseperiode genetableredes Rusland som en magtfuld aktør, baseret på en alliance mellem netværk i de gamle sikkerhedstjenester i USSR og de nye oligarker. Rusland fik styrke og ressourcer gennem salget af enorme mængder af fossile brændsler og er igen organiseret i et stærkt autoritært system, afstivet af en militær organisation, der stadig har evnen til at udslette al civilisation på jorden ved hjælp af deres tusinder af atomvåben. Siden Ruslands præsident Putin holdt sin tale 10. februar 2007 på sikkerhedskonferencen i München, har det været klart, at Rusland ønsker at genetablere sin status som supermagt.
Med den svage position, som Rusland havde, blev det dog ikke rigtig taget alvorligt af USA og Vesten. I 2008 lovede Nato såvel Georgien som Ukraine Nato-medlemskab i en ubestemt fremtid på baggrund af de to landes oplevelse af usikkerhed i forhold til deres russiske nabo. I august 2008 udløste det en kortvarig krig mellem Georgien og Rusland, som endte med Ruslands kontrol over regionerne Abkhasien og Sydossetien og fordrivelsen af et stort antal georgiere fra disse områder.
Ved 2. verdenskrigs afslutning i 1945 udgjorde USA’s BNP op mod 50 % af verdens BNP, hvilket USA bl.a. brugte til at etablere den amerikanske dollar som verdens reservevaluta
I Ukraine udløste den russisk-orienterede præsident Yanukovychs afvisning af at underskrive en af parlamentet vedtaget samarbejdsaftale med EU, de voldsomme Euromaidan protester i Kyiv i vinteren 2013-14. Det endte med hans flugt i februar 2014 og med, at parlamentet afsatte ham. Da Rusland nu havde tabt kontrollen med den ukrainske politiske proces, annekterede Rusland Krimhalvøen og startede en stedfortræderkrig ved hjælp af ”små grønne mænd” i det østlige Ukraine i Donbas og Donetsk, som fortsatte indtil Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine den 24. februar 2022.
USA’s opgør med den regelbaserede verdensorden
Energien bag trumpisternes offensiv, såvel internt i USA som over for EU, er båret af frygten for fremtiden. Internt i USA er det svækkelsen af den hvide mand som absolut magthaver og de socioøkonomiske forskydninger, det indvarsler. Eksternt i forholdet mellem USA og resten af verden er det fremvæksten af andre magtpoler, først og fremmest Kina, der formuleres som problem for USA. Men problemet stikker dybere.
Grundlaget for USA’s enorme styrkeposition i verden siden 1945 har været økonomisk og på grundlag af det militært. Ved 2. verdenskrigs afslutning i 1945 udgjorde USA’s BNP op mod 50 % af verdens BNP, hvilket USA bl.a. brugte til at etablere den amerikanske dollar som verdens reservevaluta. Sammen med USA’s dominans over betalingssystemer som fx SWIFT giver det USA en meget stærk indflydelse på verdens økonomi. Det gør det muligt for USA at have meget store underskud på de offentlige finanser, uden at renten stiger for meget. USA har haft store underskud på det føderale budget hvert eneste år siden 2001, og man frygter, at USA’s gæld på et tidspunkt medfører en statsbankerot.
Siden 1945 har verdensøkonomien udviklet sig eksponentielt, og USA er blevet rigere, men i forhold til resten af verden er USA’s andel af det globale BNP faldet til 23,6 % i 2024, og dermed er USA’s relative magt væsentligt mindre. Denne udvikling vil fortsætte i fremtiden, bl.a. båret af befolkningsudviklingen. Befolkningstallet er nu 4,2 % af verdens befolkning, og andelen kommer til at falde væsentligt i de kommende årtier. USA’s relative vægt bliver stadig mindre, såvel økonomisk som befolkningsmæssigt, og det er en irreversibel proces.
Det, vi bare må holde fast i, er, at der ikke er nogen rimelighed i, at et land, som har 1/25 af verdens befolkning, og hvor andelen fortsat kommer til at falde, skal beherske resten af verden
Den konsekvens, som Trump og alliancen bag ham drager af USA’s gradvise, relative svækkelse, er at forkaste det regelbaserede system, som landet har været hovedkraften bag siden 1945. USA er stadig verdens stærkeste militærmagt og stadig en af verdens to største økonomier. Den magt, det giver, vil man bruge, så det umiddelbart fastholder og styrker USA’s position, uanset alle eksisterende regler. Det er i det lys, vi skal forstå kravene til Panama om kontrol over kanalen, til Canada om at blive den 51. stat, til Danmark om at afgive Grønland, til Ukraine om at betale med de sjældne jordarter. Siden Trumps første periode er EU blevet omtalt som en af de største trusler mod USA, ved siden af Kina.
Det, som mere end noget andet er generende for USA, er, at EU som et afgørende marked har været i stand til i nogen grad at beskytte sine borgere gennem lovgivning om produktstandarder, virksomheders adfærd, indsats mod klimaforandringer og for bæredygtighed. Det står i vejen for USA og de store energi- og techvirksomheder på en lang række områder. GDPR beskytter til en vis grad mennesker mod vilkårlig brug af de data, der oplagres bl.a. gennem brug af sociale medier. Produktstandarder for fødevarer og en lang række andre produkter beskytter forbrugerne. Skattelovgivningen hjælper medlemslandene mod at blive spillet ud mod hinanden i kampen om at tiltrække virksomheder.
EU’s indsats for vedvarende energi, herunder udviklingen af et transportnet for strøm på tværs af kontinentet, er en langsigtet trussel for fossilindustrien og dermed også noget, der kan afskaffe den afhængighed, EU har af de store fossilproducenter som fx USA, Saudi-Arabien og Rusland. Hvis amerikanske virksomheder vil eksportere til EU, må de overholde reglerne. Og med den størrelse, det europæiske marked har, betyder det ofte, at de europæiske beskyttelsesnormer bliver gældende i andre dele af verden, så man ikke skal have forskellige udgaver af de samme produkter forskellige steder.
Som Trumps USA opfatter det, betyder den regelbaserede verdensorden, at mulighederne for at bruge den rå magt i militær og økonomi bliver begrænset, og dermed at den relative svækkelse af USA bliver sværere at afbøde. Det, vi bare må holde fast i, er, at der ikke er nogen rimelighed i, at et land, som har 1/25 af verdens befolkning, og hvor andelen fortsat kommer til at falde, skal beherske resten af verden. Ligesom der heller ikke er nogen rimelighed i, at nogle få mangemilliardærer skal beherske resten af befolkningen i USA.
Putin/Trump-alliancen mod EU
På mange måder ser Rusland stærkt og truende ud: Verdens geografisk største land med kolossale naturressourcer, bl.a. fossile brændsler, hvis salg finansierer landet. Et stærkt militær og mere end 5.000 atomvåben med tilhørende fremførselsmidler. Men i 2023 var Ruslands befolkning 145 millioner, 1,8% af verdens befolkning. Og med en fertilitetsrate på 1,42 vil der være et fortsat absolut fald i befolkningstallet. Trods de enorme naturressourcer var Ruslands BNP i 2023 1,52% af det globale BNP – mindre end fx Italiens. Så Rusland er yderst skrøbeligt og ser EU’s økonomiske succes som en trussel, fordi den europæiske model giver et bedre liv for borgerne, end den russiske gør. Hvis man bor i Ukraine, Georgien, Hviderusland, Moldova og på Balkan, bliver interessen for at være afhængig af Rusland derfor mindre. Derfor er EU i sig selv en trussel.
For os i Europa betyder det, at vi skal se i øjnene, at vores vigtigste alliancepartner, USA, og vores militært stærke nabo i øst, Rusland, ønsker, at vores politiske sammenslutning EU skal svækkes og gerne opløses. Det ville gøre det muligt for USA såvel som for Rusland at forhandle med os enkeltvis, hvilket naturligvis stiller selv store lande som Tyskland og Frankrig i en svag position. EU har store styrker i kraft af sit marked og sin store økonomi, men både hver for sig og samlet står EU og de europæiske lande meget svagt, når det kommer til forsvar.
Europa har bygget sit militære forsvar på garantierne fra USA, og de er tydeligvis ikke til at bygge på. Det er værd at erindre Frankrigs skepsis over for afhængigheden af USA siden 1960’erne. Det viste sig bl.a. gennem den lange periode, hvor Frankrig trådte ud af den fælles Nato-kommando for militæret, og det viste sig gennem den selvstændige franske opbygning af en atomvåbenstyrke under ren fransk kommando. Deraf også de gentagne franske forslag om europæisk strategisk autonomi i forhold til USA.
I forhold til det økonomiske og demografiske står EU på mange måder i samme situation som USA. EU er et fællesskab af 27 små og mellemstore nationer, som hviler på en erkendelse af omkostningerne ved gensidige konflikter – og på fordelene ved sikring af lige rettigheder til alle mennesker og åbne, transparente og bæredygtige økonomier. Tilsammen har EU’s 27 medlemslande 449 millioner indbyggere, 5,6% af verdens befolkning, og et BNP på 16,6% af det globale BNP. Ligesom USA kan EU imødese at have en stadig mindre del af verdens befolkning og dermed af verdens økonomi. Til forskel fra Trumps USA bygger EU på en accept af denne situation, og den europæiske strategi er at skabe en økonomisk bæredygtig udvikling, som sikrer de europæiske borgere muligheden for gode liv. Det kan tjene som eksempel og bidrage til, at fx de afrikanske lande kan skabe gode muligheder for deres borgere gennem politiske systemer, der skaber en positiv udvikling for alle.
Først og fremmest bliver vi nødt til at efterleve international ret, også når det koster noget
I dag er det tydeligt, at EU og de europæiske lande har den store svaghed, at deres militære forsvar er så afhængigt af USA. Hvis EU skal opretholdes, er det afgørende, at vores kontinent er i stand til at forsvare sig selv mod ydre trusler. Det kræver et militær, som er uafhængigt, sammenhængende og effektivt. Hvis det skal fungere, skal der ikke nødvendigvis etableres en egentlig europahær, men det er nødvendigt at have en effektiv enhedskommando, og at EU’s medlemslande tilsammen har de nødvendige kapaciteter, herunder efterretningsvæsen, kommunikation og transportkapaciteter.
Sådan som verden ser ud i dag, vil det også være nødvendigt at have adgang til atomvåben, så Europa kan forsvare sig mod afpresning. Hvis Rusland fx foretager et overraskelsesangreb mod en af de baltiske republikker og derefter truer med at bruge atomvåben mod europæiske styrker eller truer med at udslette Bruxelles, er det nødvendigt at have en modtrussel, der gør den russiske trussel utroværdig.
I dag har Frankrig atomvåben, men vil Frankrig i enhver situation være villig til at udsætte sig selv for udslettelse for at forsvare et andet land? Efter EU’s ekstraordinære topmøde udtalte Det Europæiske Råds formand Antonio Costa: ”Vi bevæger os afgørende mod et stærkt og mere suverænt Europa på forsvarsområdet.” På mødet besluttede alle stats- og regeringscheferne undtagen Ungarns Orban en lang række meget store skridt i forhold til organisering og finansiering af forsvar, herunder fortsat massiv støtte til Ukraine. Men det, som stadig mangler, er en meget stærkere permanent institutionel struktur for EU. Det peger på at skabe en europæisk forbundsstat, som vil være en fordel på mange andre måder.
EU – stolthed og ydmyghed
Der er virkelig grund til stolthed over, hvad EU har præsteret i forhold til at forbedre livet for borgerne, bl.a. gennem strukturfondene, som har hævet levestandarden i nye medlemslande på afgørende måder. Der er grund til stolthed over forvaltningstraditionerne, som sikrer transparens og gennemsigtighed. Der er grund til stolthed over beskyttelsen af mennesker og natur. Der er grund til stolthed over indsatsen for klima og udvikling.
Men der er også grund til ydmyghed og eftertanke. De rigeste EU-lande i nord og vest har alt for meget ignoreret det pres, der har været på Sydeuropa i forbindelse med migration og finanskrise. Det er ikke så mærkeligt, at det gør, at støtten til Ukraine fra Sydeuropa har været mindre, end den burde være. Ligesom Middelhavet er langt væk fra Danmark, så er Ukraine langt væk fra Spanien. Så når vi skal videre, skal især de rigeste lande i unionen prioritere solidariteten.
Vi må fastholde vores stolthed, bygge på vores egen styrke, men også vores ydmyghed som et lille privilegeret kontinent
Der er også grund til ydmyghed i forhold til kolonihistorien. I EU har vi været overraskede over, at landene i syd ikke har været klare i deres fordømmelse af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Men i syd tænker man naturligvis på kolonihistorien, fx Frankrigs kolonikrige i Algeriet og Vietnam og på den nyere historie med den vestlige alliances ulovlige krig mod Irak – og på den måde, vi tillader, at palæstinenserne bliver behandlet. Vores tale om international ret ses ofte som gældende, lige indtil det gælder Vestens egne interesser. Det bliver vi europæere nødt til at italesætte, og først og fremmest bliver vi nødt til at efterleve international ret, også når det koster noget.
I forhold Kina, og ikke mindst i forhold til Afrika samt Latinamerika, kan et selvstændigt retsbaseret Europa blive en afgørende samarbejdspartner i forhold til at skabe en bedre verden. I Europa taler vi om lige rettigheder – og er kritiske over for behandlingen af Tibet, uighurerne og Taiwan. Men når man tænker tilbage på de europæiske indgreb i Kina med fx opiumskrigen, er det naturligt, at vores erklæringer om menneskerettigheder mødes med skepsis.
Som det er nu, må vi være i stand til at modstå den offensiv, vi er udsat for fra Rusland og USA, og kunne klare os selv i Europa. Det kan vi også, hvis vi kan holde sammen. Og hvis vi kan det, vil det medføre, at såvel Rusland som USA erkender, at Europa ikke forsvinder. Det giver ovenikøbet håb om, at de vil ændre deres forhold til international ret og de normer, vi skal fungere efter.
Vi må fastholde vores stolthed, bygge på vores egen styrke, men også vores ydmyghed som et lille privilegeret kontinent.
Comments