Den 10. juni bød Jakob Mejlhede, forstander for Grundtvigs Højskole, velkommen til en række panelister, der sammen skulle igangsætte en diskussion om vores Europæiske demokrati. Debatten, der blev fulgt både fysisk af højskolens elever og online af gæster fra hele Europa, kredsede både om civilsamfundets historiske rolle i den demokratiske udvikling i Europa, såvel som højaktuelle udfordringer med demokratiske tilbageskridt i vores europæiske fællesskab.
Et historisk blik på civilsamfundets rolle i demokratiet
Den første paneldebat ved demokratitopmødet bestod af Marek Azoulay - repræsentant for Nyt Europa Unge, Lone Loklindt - Formand for Nyt Europa og Lykke Friis - direktør for Tænketanken Europa. Sammen diskuterede de det historiske perspektiv på demokratiet, retsstaten og civilsamfundet i Europa. Panelisterne dykkede ned i forståelsen af civilsamfundet og aktivisme i Europa, og hvordan det har skabt forandringer for demokratiet i EU. Herunder hvordan civilsamfundet spillede en afgørende rolle for demokratiet i Europa efter murens fald.
Forstander Jakob Mejlhede kickstartede debatten ved at sætte ord på, hvad EU er og hvordan vi kan få en bedre forståelse for, hvordan det virker. EU har historisk været meget svært for nogle danskere at forstå og for mange at sætte sig ordentligt ind i. Lykke Friis mener, at dette i høj grad kan skyldes EUs konglomerering af både national og international politik. ”Da det er en blanding af de to, betyder det også, at man ikke kan bruge den samme målestok, som man bruger til at dømme Danmark med”- sagde Lykke Friis.
Jakob Mejlhede peger dertil på, at en af årsagerne til, at det er svært at forholde sig til EU for mange danskere er at EU’s beslutningsgange ofte foregår bag lukkede døre. Hertil svarer Lone Loklindt – ”I Nyt Europa arbejder vi netop på at blive hørt og på at påvirke den politiske proces i Bruxelles men også i Danmarks skjulte procesesser. I Nyt Europa samarbejder vi med vores europæiske partnere når det kommer til grænseoverskridende emner som klima og demokrati, netop for at bringe borgernes dagsordner helt ind i beslutningsprocesserne.”
Jakob Mejlhede spurgte ligeledes Marek Azoulay ind til, hvordan det manglende kendskab til hvordan EU funger
kan være med til at øge distancen mellem Unionen og den almindelige borger - Bliver folk hørt og bliver de unge hørt? Til det svarede Marek Azoulay – ”at nok bliver unge inviteret til samtaler, eksempelvis indenfor områder som klima og rettigheder, men spørgsmålet er om der reelt lyttes til dem, og hvis der lyttes, er det så nok kun at blive hørt - Unge skal have en reel mulighed for indflydelse på deres fremtid og det mangler vi lidt som DUF- ungdomsdelegater at føle.”
Et andet emne Forstander Jakob Mejlhede tog op var, om EU er med til at give os en større platform for forandring? Og om, hvorvidt EU-niveauet repræsenterer et bedre format for at løse nogle af vores tiders helt store problemer såsom ulighed, migration og klimakrisen. Her var Lykke Friis og Lone Loklindt enige om at pege på, at Danmark mangler et bredere verdensperspektiv og engagement til at løse en række af vore tids store grænseoverskridende problemstillinger. De unge i Fridays for Future has vist os, hvordan vi sammen på tværs af landegrænser kan samarbejde om at finde løsninger på grænseoverskridende problemer, noget vi i Danmark i høj grand skal lade os inspirere af.
Jakob Mejlhede – ”For at skabe forandring kræver det folkelig opbakning og opmærksomhed, det at være politisk aktiv kan dog for mange virke overvældende, så hvordan bliver det overskueligt for unge og andre at kunne engagere sig?” - Til det svarede Marek Azoulay – ”det altid er op til den enkelte at bestemme, i hvilken grad og hvordan man vil deltage i samfundet. Man kan medvirke til at starte samtaler, engagere sig i demonstrationer eller tage del i diskussionerne ved at deltage i events, som det vi har i dag.”
”I sidste ende er det dog vigtigst, at folk de stemmer, valgdeltagelsen blandt unge til Europa-Parlamentsvalget er nemlig fortsat lav. Det første skridt man kan tage, hvis man ikke ved hvor man skal starte eller synes det hele virker lidt voldsomt er, at man eksempelvis kan mødes i Nyt Europa Unge, tage med i ny og næ til events, for derigennem stille og roligt få en større interesse og engagement i EU-debatten. For det er ofte i civilsamfundet, at disse diskussioner starter og blomstrer og hvor overskuddet er til at imødekomme de mennesker, der har en negativ opfattelse af EU, eller behov for mere viden og samtale inden de går til en demonstration for at tale demokratiets eller klimaets sag.”
Som afrunding på dages første debat spurgte Jakob Mejlhede ind til, hvordan man kan åbne op for debatten omkring EU og demokrati. Lone Loklindt peger især på, at vi i Danmark skal væk fra en samtale om EU der bygger på for eller imod EU. Vi skal hellere snakke om, hvad vi kan bruge EU til. Lykke Friis var enig - en ”ja eller nej” - debat er intetsigende, den løser intet, men den er nem at have og derfor fremtræder den også meget i medierne. I Danmark taler vi alt for lidt om EU, og når vi gør, er det med et negativt fokus. For Marek er det vigtigt, at vi starter småt og derefter bygger noget stort op han siger at: ”Nysgerrigheden er nøglen til at vi i fremtiden kan komme videre.”
Ungdommens tur til debat
Efter den første debat samledes alle højskoleeleverne i forskellige workshops, hvor de diskuterede en række emner indenfor demokrati, civilsamfund og rule of law. Derefter formulerede de i workshopsne en række skarpe spørgsmål til det efterfølgende panel. Eleverne deltog i følgende workshops:
1. Civilsamfundet og aktivisme i Europa. Hvilken rolle spiller civilsamfundet i Europa i dag og hvad har civilsamfundet betydet gennem tiden, samt hvorfor er civilsamfundet vigtigt for demokratiet i Europa og hvilke nuværende udfordringer befinder civilsamfundet sig i?
2. End of History? Workshoppen undersøgte, hvad der har stået i vejen for historiens afslutning, som eks. islamisme, klima og højre-nationalisme med udgangspunkt i Francis Fukuyama bog af samme navn.
3. Kampen for ligestilling og Rule og Law. I Polen er kampen for ligestilling på mange områder også en kamp for retsstaten. Her dykkede højskoleeleverne ned i denne konkrete problematik og prøvede at forstå, hvad det gør for demokratiet og civilsamfundet.
4. Hvad er Europæisk politik og hvorfor tager vi en snak om demokratiet. En workshop der tog udgangspunkt i at gøre højskoleeleverne klogere på EU-institutionerne, og på hvorledes EU arbejder med demokratiet på tværs af grænser og i medlemslandene.
5. EU-institutioner og unges indflydelse. De to danske ungedelegater til EU fra DUF gav et oplæg om EU’s institutioner og hvordan unge selv kan søge indflydelse på EU’s lovgivning og fremtidens EU-politik.
Da aktivisten udfordrede Kommissionen
Dagens anden debat blev modereret af Lykke Friis, som havde smidt rollen paneldeltagere for at holde styr på et sprudlende panel bestående af Renate Nikolay, stabschef for vicepræsident og kommissær for Values and Transparency Věra Jourová. Marta Lempart, stifter af Poland Women's Strike - Strajk Kobiet og Johanne Korsholm, EU-ungdomsaktivist i Nyt Europa og Fabio Wolkenstein, Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Lykke Friis begyndte debatten ved at henvise til en ny rapport fra Freedom House, der endnu engang peger på, at demokratier på verdensplan oplever en reel tilbagegang. Derfor tog dialogen også udgangspunkt i, at der i dagens samtaler ikke kun skulle diskuteres problemets omfang, men at panelisterne også meget gerne måtte komme med bud på løsninger. Lykke Friis’ første spørgsmål var rettet til Renate Nikolay og gik på om hun, som repræsentant for Kommissionen, kunne fortælle om, hvad Bruxelles ser som problemet og hvad de fra kommissionens side helt specifikt gør for at værne om retsstatsprincippet. Renate Nikolay lagde ud med at påpege, at dette er et område, som Kommissionen har haft et stærkt fokus på indenfor de sidste par år. Hvert år udkommer Kommissionens Rule of Law rapport, der måler og bedømmer om EU’s medlemsstater overholder retsstatsprincippet, for derefter at vurdere om der skal rejses retssager imod medlemsstater som ikke lever op til EU’s traktater. Renate Nikolay sagde ligeledes, at der allerede kører, er rejst og ved at blive rejst en række sager mod eksempelvis Polen, Ungarn og andre lande der ikke lever op til traktatens ordlyd.
Dette står dog i skærende kontrast til, hvad Marta Lempart oplever igennem sit arbejde som aktivist. Hun mener ikke, at aktivisterne på gaden får den opbakning, de har brug for af EU-systemet til at kæmpe den demokratiske kamp der forgår i Polen lige nu. I hendes øjne mangler de anerkendelse fra resten af Europa i deres kamp for rettigheder i Polen. Hun påpeger, at hver dag er en kamp for dem, og at de modtager daglige dødstrusseler, men alt for lidt støtte fra institutioner som EU-Kommissionen. Marta går endda så langt til at sige, at hun har mistet tillid til EU-Kommissionen, og kun har ét håb til EU-domstolen tilbage ift. at hjælpe dem i deres kamp for demokrati, retten til egen krop og Rule of Law. Kommissionen handler i hendes øjne ikke på vegne af EU-borgere, men repræsenterer kun medlemsstaterne og vælger derfor ikke at handle på grund af politiske årsager.
Til dette svarer Renate Nikolay, at situationen er mere komplekst end i den
version Marta udlægger. Fra Kommissionens perspektiv har de ingen juridiske kompetence til at handle indenfor områder som abort, en af de kampe der udkæmpes i Polen netop nu, men at de indenfor for andre områder benytter EU traktaterne til at trække lande som Polen i retten. Hun medgiver, at dette ikke er en hurtig løsning på problemet, idet at disse juridiske processer tager lang tid og at der er et ønske fra dele af den polske befolkning hurtigere handling fra Kommissionens side – inden for traktaten er det derfor ikke realistisk at efterkomme Marta Lemparts ønsker hurtigere reaktionstid. Til gengæld peger Renate Nikolay på en model og en i Bruxelles øjne succeshistorie, som kommissionens benytter sig af i deres arbejde med at fremme demokrati, Rule of Law og retsstatsprincippet - nemlig at princippet knyttes til udbetalingen af EU-midler. Renate Nikolay henviser her specifikt til, da flere kommuner i Polen erklærede sig for en LGBT-fri zone, handlede Kommissionen hurtigt ved at fratage midler fra kommunerne - og i sidste ende fik det nogle af dem til at ændre adfærd.
For Marta var denne hurtige handling også en stor succes og bevis for, at ting godt kan ændres, hvis initiativet tages og der ikke ventes for længe. Men hun påpeger helt klart, at det vigtigste for dem er solidaritet fra andre lande. De har brug for meget mere opmærksomhed i hele Europa, og at de enkelte medlemsstater skal bakke op, såvel som kommissionen. Det er den fælles europæiske solidaritet der skal til, hvis de skal lykkes i Polen med at bekæmpe diskrimination mod kvinder og undermineringen af retsstaten.
Johanne Korsholm fra Nyt Europa unge bakker helhjertet op om, at det er solidariteten som er nøglen til at løse de demokratiske udfordringer, vi har i Polen og andre EU-lande. Hun understreger, at ungdommen, højskoleeleverne, aktivister og hende selv, som er i et andet land, skal kigge ud over egene nationale grænser og gøre opmærksom på de problemer, vi ser. Det skal vi gøre, så vi kan gå med åbent sind ind i kampen for vores fælles europæiske principper – ”Vi har et ansvar for at råbe vores politikere op – det er ikke Marta Lemparts ansvar, det er vores ansvar i Danmark at råbe vores politikere op”. Hun forklarer, at da Corona ramte Europa, søgte vi alle sammen indad og tænkte kun på os selv i stedet for at opsøge større løsninger i fællesskab. Europa har behov for den modsatte tendens, hvis vi skal løse vores fælles demokratiske problemer. Vi skal være nysgerrig overfor hinanden og altid være parate til at bryde vores egne holdninger med dem, vi er uenig med, også selvom det er andre lande i EU, vi er uenige med.
Lykke Friis spørger til sidst Lektor Fabio Wolkenstein om hans perspektiv på de demokratiske udfordringer i Europa, hvortil at han svarer - at han har et mere kynisk perspektiv omkring meget af denne modstand mod demokratiet, som man oplever i lande som Polen. Han påpeger, at der er mange, der stemmer på partier, der fremmer disse antidemokratiske ideologier, og at man skal undersøge nærmere, hvad årsagerne til dette er. Hvis man kigger tilbage, mener han, at vi har været for naive i vores tiltro til demokrati. Vi skal i fremtiden kigge nærmere på, hvordan vi definerer vores koncepter, som demokrati og de værdier det medfører, i et forsøg på at forstærke vores demokrati.
Historiens endeligt med Anders Fogh Rasmussen og Francis Fukuyama
Dagens sidste debat er mellem tidligere statsminister for Danmark og fhv. generalsekretær for NATO Ander Fogh Rasmussen, samt professor ved Stanford Universitet i Californien Francis Fukuyama. Anders Fogh Rasmussen var formand for det danske EU-formandskab i 2002 under øst-udvidelse og Professor Fukuyama er verdenskendt for sine analyser i bogen ”End of History”, der pegede på, at de vestlige demokratier ville blive den dominerede styreform.
Til at kickstarte debatten starter Lykke Friis med at referere til Anders Foghs kendte tale fra 2002, hvor han præsenterede den endelige aftale for øst-udvidelsen med ordene ”our new Europe is born” samt et kig på Fukuyamas kendte citat fra ”The end of history means liberal democracy is the final form of government for all nations. There can be no progression from liberal democracy to an alternative system.”
På baggrund af de to citater spørger Lykke Friis først professor Fukuyama, hvordan han ser disse to citater i relationer til den udvikling, vi har set og som vi oplever i dag. I bagklogskabens ulideligt klare lys kan de to citater måske endda virke en kende naive i dag.
Med et smil, svarer professor Fukuyama, at bogen er skrevet til en anden tid, den gang og nu bruger han bogen til at diskutere om, hvorvidt der er nogen ideologi, der vil overtage demokrati i den kommende fremtid, såsom den kinesiske model. Fukuyama understreger, at så attraktiv som den kinesiske model har vist sig og være, så er han mere bekymret for den trussel populisme udgør for demokratiet, hvor man har demokratiske valgte ledere, der underminerer det demokrati, der valgte dem ind. Fukuyama peger især på det østlige Europa, som et område, der i høj grad har været udsat for disse tendenser. Han udtrykker også bekymring for den rolle, teknologi spiller i udviklingen af demokratier og hvordan det kan både forstærke, men også svække demokrati i flere lande.
Anders Fogh modsiger sig også Lykkes påstand om, at han var naiv, da han gav sin tale tilbage i 2002. Han peger på, at det var nødvendigt for os at optage disse nye medlemslande for at sikre en demokratisk udvikling i Østeuropa. Fra hans perspektiv tager det tid at opbygge demokratiske institutioner og normer. I hans perspektiv skal vi ikke gå for hårdt til værks mod vores Østeuropæiske naboer igennem EU, da dette kun vil skubbe dem længere væk fra vores europæiske demokratiske styreform. I stedet skal man fokusere på at holde åbne samtaler med regeringerne, for at få dem tilbage på rette kurs. Vi i Europa skal, ifølge ham, fokusere på det større billede, der går ud på at modvirke Russisk og Kinesisk indflydelse i Europa. Europa skal samarbejde med USA om at modvirke den voksende autokratiske tendens i Europa og resten af verden, derfor er det også tid til at kigge på, hvordan vi allerede nu kan række hånden ud til Balkan.
Fukuyama er i høj grad enig i at brugen af de hårde juridiske værktøjer ikke er en holdbar løsning i længden. Man burde benytte sine økonomiske redskaber til at få indflydelse på de politiske processer i lande som Polen og Ungarn og modvirke det autokratiske tendenser.
Herefter bevæger Lykke samtalen mere i retningen af, hvad journalister og mediernes rolle er i at fremme demokratiet. For Fukuyama er det helt tydeligt, at EU har banet vejen frem, hvad der angår reguleringen af internettet igennem lovgivning som GDPR. Professor Fukuyama pointerer dog også, at det stadig ikke løser kerneproblemet i de teknologiske udfordringer vi har, nemlig, at nogle enkelte få firmaer står for langt det meste af internettrafikken og derigennem har for stor indflydelse over vores demokratier. De har for meget indflydelse til at påvirke vælgere, som vi har set med Fake news og indblanding i valg men også ved at nægte politikere adgang til deres platforme, som vi har set med Trump, noget som underminerer ytringsfriheden i demokratiet. Også Anders Fogh Rasmussen ser problemer i, hvordan ytringsfriheden undertrykkes på internettet. For ham er retten til at sige dét man mener, fundamentet for demokratiet, da alle andre liberale værdier og rettigheder udspringer af denne universelle ret. Verden har behov for en alliance af teknologi-firmaer, der skal sikre globale minimumsstandarder for demokratiske rettigheder i brugen af ny teknologi.
Også udviklingen i USA bekymrer både Fukuyama og Anders Fogh. Forståelsen hos mange Amerikanere om, at det sidste valg i landet ikke var frit eller fair, er endnu et tegn for ham på, at populismen igen vinder frem i landet. Dog har Anders Fogh og Fukuyama stadig en positiv konklusion i deres analyser af USA. De mener, at det Amerikanske system har vist sig modstandsdygtig overfor misinformation og populisme, da det er bygget på værdier og principper, som alle kan understøtte. De ser stadig en positiv fremtid i vente for USA og andre demokratier.
Og med disse sidste ord takker Lykke Friis for en konstruktiv debat og afslutter dagens række af events og diskussion omkring demokrati på Grundtvigs Højskole. Debatten markerede enden på projektet History of Optimism i Nyt Europa, der har undersøgt civilsamfundets rolle i den demokratiske udvikling siden murens fald i 1989. Men som demokratitopmødet viste, var det næppe enden på hverken historiens udviklingen eller debatten om vores Europæiske demokratiske fællesskab.
*til sidst blev der tid til at få taget et par billeder og til at der kunne skrives hilsner i elevernes højskole sangbøger.
Comments