I begyndelsen af november tog Nyt Europa og Globalt Fokus 30 civilsamfundsaktører på en 3-dagsstudietur under Fundamental Rights Initiative (FRi) til Bruxelles. Midt i en afgørende periode for Danmark og EU – høringerne af de nye kommissærer, de første skridt for den nye EU-Kommission og forberedelsen til det danske formandskab havde vi en klar mission: at sætte civilsamfundets stemme på dagsordenen og sikre, at demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper ikke blot forbliver flotte ord, men realiseres i praksis.
Som en del af FRi fik en bred vifte af forskellige foreninger, organisationer, og aktivistgrupper muligheden for at se nærmere på EU's rettighedsdagsorden og hvordan civilsamfundet kan bruge EU's mange institutioner og agenturer i deres rettighedsarbejde og til at forme EU's politik for en mere retfærdig verden. FRi projektet er et samarbejde mellem Nyt Europa og Globalt Fokus, der særligt sætter fokus på at sikre kapacitetsudvikling, netværksbygning, politisk interessevaretagelse, monitorering og støtte af rettighedsprojekter via FRi Puljen.
Programmet bød på møder med EU-Kommissionen, herunder den afgående kommissær for retlige anliggender Didier Reynders, samt besøg i EU's Rule of Law-kontor, European Economic and Social Committee og European Civic Forum. Vi fik også mulighed for at mødes med FN’s Befolkningsfond i EU (UNFPA) og European Network Against Racism (ENAR). Rejsen gav ikke kun indsigt i arbejdet med fundamentale rettigheder i EU, men også værdifulde muligheder for peer-to-peer læring, hvor danske organisationer og aktivister kunne dele erfaringer og styrke samarbejdet om fælles mål.
Diskrepansen mellem selvbillede og virkelighed
Turen startede ud med oplæg fra tidligere direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Morten Kjærum, der præsenterede os for den diskrepans, der ofte eksisterer mellem dansk selvforståelse og de faktiske udfordringer på menneskerettighedsområdet. Med en evidensbaseret tilgang belyste han, hvordan data afslører, at Danmark ofte ser sig selv som en leder på området – en selvforståelse, der ikke altid stemmer overens med virkelighedens data, særligt om vold mod kvinder og diskrimination. Med det en opfordring til at konfrontere disse uoverensstemmelser for reelle forandringer.
Med det udgangspunkt landede gruppen hos den afgående kommissær Didier Reynders og hos Kommissionens Rule of Law kontor, som fortalte mere om vigtigheden af den evidensbaserede tilgang og monitorering af de voksende rettighedskrænkelser.
Det gav anledning til en højaktuel konference afholdt af Nyt Europa og Globalt Fokus, hvor Danmark blev brugt som et konkret eksempel på, hvordan lande, der betragtes som stærke demokratiske aktører, stadig har udfordringer i forhold til at beskytte minoritetsrettigheder gennem formelle juridiske rammer. Her spiller civilsamfundet en nøglerolle i at overvåge og holde ansvar for brud på rettighedskrænkelser og retsstatsprincipper. Her blev der sat fokus på, hvordan vi kan beskytte og fremme EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder i Europa i en tid med øget politisk pres og voksende trusler mod demokratiet.
Civilsamfund som drivkraft under EU-formandskabet 2025
Hos den danske repræsentation til EU fik vi indsigt i Danmarks kommende EU-formandskab i efteråret 2025 som en enestående mulighed for at sætte vigtige dagsordener og skabe momentum for samarbejde i Europa. Civilsamfundets rolle blev fremhævet som afgørende for at skabe bæredygtige og rettighedsbaserede forandringer, med en klar opfordring til at gøre krav og engagere sig strategisk for at sikre, at prioriteringer får gennemslagskraft i Ministerrådet.
I møderne med European Economic and Social Committee (EESC), European Civic Forum (ECF) og European Network Against Racism (ENAR) blev det klart, at civilsamfundet i Europa står over for alvorlige trusler – trusler, der ikke blot er resultatet af eksterne faktorer, men af et voksende angreb på de rettigheder, vi tager for givet. Racisme, diskrimination og angreb på ytringsfriheden er desværre blevet en del af vores virkelighed. Her blev betydningen af samarbejde på tværs af grænser og brugen af EU-mekanismer som Fundamental Rights Agency og Rule of Law-rapportering fremhævet som centrale værktøjer til at forsvare fundamentale rettigheder og bekæmpe diskrimination. Deltagerne blev stærkt opfordret til at gøre indsigelse og bruge EU i vores interessevaretagelse.
Efter tre lærige dage, kom vi et skridt tættere på EU-maskineriet og civilsamfundet som nøglespiller på europæisk plan. Vi lærte om de udfordringer, som vi står over for, early warnings og hvordan vi som civilsamfund kan være med til at præge beslutningsprocesserne i en tid, hvor retstatsprincipper er under stigende pres.
Vi står over for en unik mulighed for at udforske og arbejde med centrale mekanismer som den årlige indrapportering til EU’s Rule of Law-rapport. Sammen med aktørerne fra studieturen og andre engagerede parter vil vi fokusere på at adressere det stigende pres på civilsamfundet og styrke indsatsen for at beskytte fundamentale rettigheder.
Vil du være med?
Hold dig opdateret på FRis arbejde og aktiviteter ved at tilmelde dig vores nyhedsmail her.
Comments