Det har været et travlt halvår i Nyt Europa, og vi byder nu sommeren velkommen, hvor vi kan sætte farten ned, og reflektere over alt det, vi har nået.
Vi har blandt andet haft travlt med at flytte til et større kontor, uddannet et hold valg-ambassadører, afholdt 32 arrangementer på tværs af landet i forbindelse med EP-valget d. 9. juni, lavet en stem-til-epvalget-kampagne, afholdt en stor unge-summit på Ungdomsøen, hvor 100 unge fra 32 lande mødtes, afholdt grundlovsdagsarrangementer med Nadeen Aiche, Emma Holten og Moussa Mchangama, afholdt en trivselsøkonomi-konference med 1500 deltagere, vores rådsmedlem Anna Courbin talte for 16-års valgret i Go' Aften Danmark, vi afholdt en stor valgfest i DemokratiGarage og vi sluttede halvårets ræs af med at afholde 15 arrangementer på Folkemødet.
Vi vil gerne sige en stor tak til alle vores samarbejdspartnere og de fonde, som støtter os - uden jer havde det ikke været muligt at planlægge og afholde så mange arrangementer, som vi er lykkedes med.
Vi bruger sommermånederne på at reflektere over det sidste halve års arbejde, afrapportere til vores fonde og få sat de sidste billeder på væggene på kontoret, så vi virkelig kan føle, at vi er flyttet ind - og så skal vi naturligvis alle have holdt en velfortjent sommerferie.
Vi er selvfølgelig klar med arrangementer igen på den anden side af sommeren, blandt andet en konference om en retfærdig, grøn omstilling, en konference om Rule of Law og en masse samtalesaloner.
Med ønsket om en god sommer,
Nyt Europas sekretariat
Comments