
Europa-Kommissionen præsenterede her til morgen sit arbejdsprogram for resten af 2025. Og symptomatisk for programmet var det kommissær for handel og økonomisk sikkerhed, Maroš Šefčovič, som fremlagde det.
Programmet skitserer årets vigtigste politiske tiltag og lovgivningsinitiativer og indeholder en gennemgående beskrivelse af, hvordan kommissionen vil gennemføre de politiske retningslinjer, som formand Ursula Von der Leyen, fremlagde for Europa-Parlamentet i juli sidste år.
De fundamentale værdier burde stå som kernen i arbejdsprogrammet
Vores læsning af det nye program viser et EU som er udenrigspolitisk presset, men som vælger at fokusere på det aktive valg af Europa. Det er selvfølgelig både vigtigt og rigtigt, men Kommissionens planer på særligt værdiområdet er fuldstændigt ukonkrete og ikke-forpligtende som de står nu. I stedet er det et arbejdsprogram med forsvar og konkurrenceevne i hovedsædet, skrevet ud uden nævneværdig nytænkning på områderne. Det er bekymrende for både rettigheder og klima.
Som demokrati-NGO mener vi at EU's grundprincipper, RoL og demokrati heriblandt, ikke blot bør behandles som en løftestang for andre politiske områder som frihandel og samarbejde om kriminalområdet, men må og skal være en grundsten der er udgangspunktet for hele måden EU tænker og agere.
Vi bifalder til gengæld det fortsatte fokus på Rule of Law mekanismen og den politiske vilje til at udvikle på den årlige RoL rapport, som gør status over demokratiet og retsstaten i hver af medlemslandende. Her har Danmark de seneste par år fået særlig kritik for offentlighedsloven og vores manglende regler for jobskifte mellem det politiske liv og det private erhvervsliv.
Vissengrønne visioner
Programmet savner også sidste valgperiodes politiske mod på klimaområdet. Det grønne er blevet stærkt udvandet og bliver præsenteret i høj grad som en afledt effekt eller et bidrag til erhvervslivet. Desværre er det en tilgang som primært tjener de kortsigtede interesser og de privilegerede borgere.
Programmets hovedfokus på simplificering i 11 ud af 18 lovpakker skal vi passe markant på ikke fjerner muligheden for at holde hinanden ansvarlige i EU. Særligt på det grønne område hvor der er lagt op til 'streamlining and simplification of sustainability reporting and sustainability due diligence and taxonomy'.
Arbejdsprogrammets eneste konkrete grønne mål er 2040-reduktionsmålet på 90%.
Derudover lægger programmet op til at have en global klima og energivision klar inden COP30 i november 2025.
Eksplicit anerkendelse til civilsamfundsorganisationer
Særdeles positivt er det dog at civilsamfundsorganisationer eksplicit anerkendes for at 'spille en vigtig rolle i at beskytte vores demokratiske systemer og institutioner'. Den nuværende kommission lover at 'oppe sit engagement for at støtte, beskytte og anerkende civilsamfundet'.
I en politisk tumultarisk tid hvor organisationer, foreninger og sammenslutninger i flere af EUs medlemslande presses fra politisk hold er dette en vigtig udtalelse at komme med. Særligt med tanke på at kunne beskytte progressive eller minoritetsrepræsenterende civilsamfundsorganisationer i både nuværende og kommende medlemslande.
Det er derudover værd at bemærke at arbejdsprogrammet indeholder et nyt fokus på migration. Her har EU-Kommissionen blandt andet øget fokus på hjemsendelser af afviste asylansøgere.
Læs Altingets overblik over arbejdsprogrammets udspil. Overblikket inkluderer både lovforslag og intentioner: https://www.altinget.dk/eu/artikel/her-er-eu-kommissionens-arbejdsprogram-for-2025
Find arbejdsprogrammet her: Commission work programme 2025 - European Commission
Comments