top of page

Pressemeddelelse: 1.000.000 mennesker kræver EU-lovgivning for at stoppe skovrydning og afbrænding

Mere end 1 million mennesker kræver nu en stærk EU-lov, der skal bremse uholdbar skovrydning. Dermed sendes et stærkt signal til Europa-Kommissionen og de nationale regeringer. Den europæiske befolkning kræver nemlig sikkerhed for, at de produkter, de køber, hverken har bidraget til ødelæggelsen af skove og andre økosystemer eller ført til krænkelser af menneskerettighederne.

Greenpeace og Nyt Europa opfordrer alle, gennem #Together4Forests-kampagnen, til at bidrage til det offentlige mandat, der skal presse Europa-Kommissionen til at fremlægge en stærk EU-lov, som forhindrer produkter, der er knyttet til uholdbar skovrydning, fra at blive solgt på det europæiske marked. Det gælder både i forhold til afbrænding, naturødelæggelse og krænkelse af menneskerettigheder. Med over 1 million underskrifter bidrager kampagnen med det største offentlige mandat i EU’s historie i forhold til miljø og klima. Så stor, at vi mener Kommissionen er nødt til at lytte.

De stærke krav, fremsat af borgerne, følger i kølvandet af den afstemning, der blev gennemført i EU-Parlamentet i oktober 2020. Her stemte Parlamentet for, at man i EU bør vedtage lovgivning om at stoppe uholdbar, EU-drevet skovrydning som følge af vores forbrug.

Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace, udtaler: “Det er ikke rimeligt, som det er i dag, at det er op til forbrugerne at forsøge at finde hoved og hale i varefortegnelser med hundredvis af forskellige navne for palmeolie. Eller selv at skulle undersøge, hvilke dyr der er fodret med skovrydningssoja, hvis de køber kød, mælk, æg og fisk. Vi har brug for EU-regulering med håndfaste krav og sanktionsmuligheder, der sikrer, at virksomheder og investorer stilles til ansvar, så de ikke medvirker til skovrydning.”

“I Danmark er det især vores store kødproduktion, der koster skov andre steder i verden. Importen af soja til at fodre de mange dyr kræver meget plads og presser uvurderlige skov- og naturområder. Vi står midt i en eskalerende krise for klimaet og biodiversiteten, og det er afgørende, at beslutningstagerne i EU - herunder Danmarks regering - nu lytter til borgernes krav om regulering, der stopper EU’s medvirken til skovrydning.”

Lone Loklindt, Formand, Nyt Europa, udtaler: ”Mange europæere er ikke klar over, at en del af de dagligvarer, som de lægger i indkøbskurven, er plettet med skovrydning og at oprindelige befolkninger bliver tvangsflyttet, og at de bliver drevet på flugt. Derudover truer det flere dyre- og plantearters eksistensgrundlag, for slet ikke at tale om, at skovene er verdens lunger, som har en afgørende betydning for klimaet.”

”Bare i Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay, Venezuela) ryddes der skov på størrelse med en fodboldbane hvert tredje minut som følge af vores forbrug i EU. Det burde ikke være lovligt, og det skal vi ændre på! Mere end 1 million mennesker ønsker en stærk EU-lov om skovrydning – derfor bør EU-Kommissionen fremlægge en klar plan for at sikre, at de produkter vi europæere køber, ikke leder til uholdbar skovrydning.”

Fakta

  • EU er ansvarlig for over 10% af al skovrydning globalt.

  • Det er særligt drevet af det europæiske forbrug af varer som kød, mejeriprodukter, soja til dyrefoder, palmeolie, gummi, kaffe og kakao.

  • Siden 2015 er 10 millioner hektar skove (større end Portugals samlede areal) overalt i verden gået tabt til skovrydning/afbrænding – hvert år.

  • Kommissionens offentlige høring om skovrydning forventes afsluttet den 10. december - hertil løber Greenpeaces, Nyt Europas og 130 andre grønne NGO’er underskriftsindsamling.

Kontakt

Kristine Clement Kampagneleder for Landbrug og skov Greenpeace Mail: kristine.clement@greenpeace.org Tlf: +45 52 19 12 91

//

Jacob Bjelskov Jørgensen Projektleder Nyt Europa Mail: jacob@nyteuropa.dk Tlf: +45 20 97 52 44



Comments


bottom of page