Til sjette session af Akademiet for Bæredygtig Udvikling tog udgangspunkt i Mål 16 om Fred, Retfærdighed og Inkluderende Institutioner som fokus. Væsentlige pointer blev fremlagt af seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Louise Riis Andersen, og af direktør for UNDP’s nordiske repræsentationskontor Camilla Brückner, mandag 28. november 2016.
Oplæg fra Louise Riis Andersen
Oplæg fra Camilla Brückner
Verdensmålene og specifikt Mål 16 rummer et stort forandringspotentiale der bakker op om at fremtidssikre grundlæggende rammer for internationalt samarbejde. Riis Andersen lagde vægt på, at det derfor er afgørende at bevare det visionære i Mål 16, frem for at bruge det som automat reaktion på tidligere udviklingsmål. For Mål 16 er netop en reaktion på disse, med et nu tillagt fokus på konflikterne bag manglen på basale rettigheder, sult eller lignende.
For at opnå Mål 16 må forhistorier derfor medovervejes, hvilket altid indebærer mange dilemmaer og få nemme løsninger. Riis Andersen mente at det er på høje tid at det globale syd også bliver lyttet på og har noget at sige. Skrøbelige stater er især udfordret i ønsket om positiv udvikling, som kræver god regeringsførelse, folkets tillid og ikke mindst inklusion, som Riis Andersen mente var det egentlige nøglebegreber. Alle grupper i samfundet skal medtænkes og derfor skal institutioner på alle niveauer styrkes. Ikke kun politi og militær, som vi i vesten typisk opfatter som primære i statsopbyggelse – en opfattelse hun kalder den største udfordring for at opnå Mål 16. Riis Andersen understregede at man med politikken i fokus skal forankre lokalt uden udefrakommende kræfter. Forbindelsen mellem det statslige og ikke-statslige er altså afgørende, hvilket hun mener, bliver udfordret i målingen af dagsordenens opnåelse. For selvom hun understregede det positive i målinger til promovering af målene, kan et udelukkende fokus på indikatorer afskærme for konteksten i skrøbelige stater. Opbygning af national kapacitet er altså ikke tilstrækkeligt og hun påpegede at de internationale strukturer der fastholder de skrøbelige stater, såsom korruption og skatteunddragelse, også må ændres. Det forslås typisk via deregulering af verdensmarkedet til frie finansielle strømme, eller omvendt via en stærk nationalstat – men Riis Andersen foreslog i stedet at tage udgangspunkt i Verdensmålene som rammebetingelse for bæredygtig global udvikling. Hun havde ikke kun forhåbninger til store internationale aktører, men mente også at mange andre magtfulde stater med fokus på dagsordenen, var på vej frem. Til trods for udfordringer var Riis Andersen generelt positivt stillet og påpegede hvordan både Paris aftalen, verdensmålene og europæiske migrations stormøder viser, at når problemerne bliver tilstrækkelig store, søger staterne en fælles ramme og instinktet for globale aftaler genopliver.
Over 100 lande har anmodet FN om støtte til implementering af verdensmålene i den nationale politik. For Brückner er verdensmålene et ”governance-tool” til forandring, som UNDP konkret anvender i deres regeringssamarbejder. Især i skrøbelige stater, men med klimasigter for øje, bør alle stater vægte en seriøs implementering af Mål 16. UNDP’s tilgang er mainstreaming af verdensmålene på nationalt plan, hvilket derefter accelererer på lokalt plan og styrker samfundet som helhed. For succes skal der opnås en balance mellem hvad regeringer kan levere og hvad folket forventer. Brückner nævnte at bl.a. at UNDP’s særlige fokus på fredsopbygning og demokratiske processer har ført til at støtte parlamentariske valg, inkluderende politiske processer for ungdommen og skabt platforme for diskussioner.
Eksempelvis har projekter i Tanzania hjulpet nyvalgte regeringsmedlemmer med viden om hvordan man arbejder politisk og inkluderer befolkningens behov i den magt man har fået. Overordnet set skaber inddragelse af folket fra alle samfundslag, en udbredelse af viden om verdensmålene og flere vil derfor kunne stille højere krav til deres regeringer. Brückner var optimistisk omkring den positive vilje hun ser blandt aktører for at ville opnå verdensmålene. Den private sektor med op til flere multinationale firmaer, har engageret sig fordi de kan se mere holdbare investeringer i realiseringen af målene. Privatsektoren efterspørger mere viden, som UNDP støtter med kurser om implementering af relevante verdensmål i deres forretningsmodeller. Brückner efterlyste dog et stærkt ledelses- og regeringsniveau der tør presse på trods visse uenigheder med dagsordenen. Heldigvis mente Brückner at det er svært som menneske at være uenig i målene, så hun havde tillid til at befolkninger vil stille deres ledere til ansvar, hvor hun personligt håber at græsrødderne ville hjælpe til med at mobilisere folk yderligere.
Referatet er skrevet af Ditte Ingemann Hansen
Comments